Delles ven Jesper finder delfinen i Tyskland

Delfinen Delle, der i flere år har holdt til i Svendborgsund, er nu rykket til Travemünde i det nordlige Tyskland.

Delle er flyttet til Tyskland.

Det fastslår Jesper Stig Andersen, som gennem mere end tre år har haft et helt særligt forhold til delfinen.

Han er derfor taget til Travemünde ved Lübeck, hvor han onsdag middag har været både på og i havet for ved selvsyn at konstatere, at den delfin, som lokale har spottet i de seneste dage, er Delle.

- Jeg er glad. Det er megafedt.

Og du er sikker på, at det er Delle?

- Jeg er 100 procent sikker. Der er ingen tvivl. Jeg lægger hovedet på blokken. Jeg var 99 procent sikker, nu er jeg 100 procent sikker, siger Jesper Stig Andersen, kort efter han er kommet op af vandet.

Har kendt Delle i tre år

Igennem tre år har Jesper Stig Andersen stort set dagligt svømmet med Delle i Svendborgsund.

Derfor tøvede han heller ikke, da TV 2 Fyn spurgte, om han ville med ud at lede efter Delle.

Tilsvarende var hans begejstring enorm, da han med egne øjne kunne bekræfte, at det var Delle, som var set i det nordtyske.

- Lige da han kom tæt på, jamen, det hele kogte, og jeg rystede inde i våddragten. Jeg var kun lige kommet i vandet, og så kom han hen, som han plejer, og så kunne jeg se, det var ham. Han lå og ventede fuldstændig, som han plejer, siger Jesper Stig Andersen.

Han fortæller, at det var en stor oplevelse at møde Delle igen.

- Det var specielt. At møde et vildt dyr i et andet land så langt hjemmefra, det er surrealistisk.

- Han kommer hen til mig og gør, som han altid har gjort. Han svømmer med mig, som han plejer. Og vi får øjenkontakt. Og så lå vi og hyggede os, som vi har gjort i de seneste tre et halvt år, siger Jesper Stig Andersen, som blandt andet har skrevet en bog om sit venskab med Delle.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jesper Stig Andersen kort efter han kom op af vandet, efter onsdag formiddag at have svømmet med Delle i Travemünde i Tyskland.
Jesper Stig Andersen kort efter han kom op af vandet, efter onsdag formiddag at have svømmet med Delle i Travemünde i Tyskland.
Foto: Signe Husted Davidsen

Politi afbrød svømmetur

Efter de to umage venner havde svømmet lidt rundt i vandet sammen, kom det tyske politi i en båd hen til dem og bad Jesper om at vende tilbage til sit SUP-board og svømme ind til kanten igen.

Den reprimande tager han dog ikke så tungt, for selv ikke politikontrol kan holde smilet tilbage fra Jespers ansigt.

- Hvis jeg får en bøde, hænger jeg den op i en ramme. Det er en del af rejsen.

- Jeg føler, jeg har fået en gave. Jeg troede aldrig, jeg skulle se ham mere. Han er gaven, der ikke vil stoppe med at give, siger Jesper Stig Andersen.

Han er dog også lidt bekymret for Delles nye tilholdssted i det stærkt trafikerede farvand på vej ind mod Lübeck.

- Han er svømmet fra asken til ilden. Der er en del trafik i Svendborgsund, men det her er et sted med meget skibstrafik. Det er lidt trist i forhold til hans sikkerhed.

Han havde håbet, at Delle ville svømme et sted hen, hvor der var mere sikkert at være.

- Men det her er et endnu mere farligt sted for en delfin, siger Jesper Stig Andersen.

Han vil fremover følge tæt med i, hvad der sker med Delle.

- Personligt var det en stor oplevelse at se ham igen. En kæmpe oplevelse, siger Jesper Stig Andersen.

- Hvis han bliver her, ved jeg godt, hvor jeg skal på sommerferie med min sejlbåd. 

Delle har siden 2019 været noget af et trækplaster i Svendborg, hvor de er kede af, at han nu er svømmet videre

Delle blev set mandag aften i Travemünde.
Jesper og Delle mødes som de plejer ved SUP-boardet.
Jesper og Delle mødes som de plejer ved SUP-boardet.
Foto: Signe Husted Davidsen
Alt er som det plejer når Delle og Jesper mødes
Alt er som det plejer når Delle og Jesper mødes
Foto: Signe Husted Davidsen

Oversigt

    Oversigt