Den fynske speedway-kører Nicki Pedersen er tilbage i topform.

I aftes vandt han suverænt sæsonens første Grand Prix i Italien.

Nicki Pedersen var først over målstregen i alle sine syv heat, og fører dermed også kampen om VM-titlen.

- Det er helt fantastisk, og det viser, at det, jeg har arbejdet på hele vinteren, har været det rigtige. Jeg havde lidt ekstra nerver på i dag, men jeg kom tidligere til banen, end jeg plejer, og på den måde forsvandt nerverne også hurtigere, sagde en glad Nicki Pedersen efter sejren.

Allerede fra første heat var det tydeligt, at fynboens flotte sæsonstart for hans engelske klub Eastbourne ikke har været nogen tilfældighed. Nicki Pedersen var hurtigere og bedre end alle andre. Danskeren rundede lørdag også 100 heatsejre i Grand Prix-sammenhæng og han er nu oppe på 103 af slagsen.

Otte kilo lettere

Nu er han tilbage efter vinterpausen - en pause der har betydet at fynboen har tabt sig otte kilo.

- Jeg ved ikke, om vægten betyder ekstra centimeter, men jeg er i mit livs form, og det giver bedre mulighed for at stresse af, fortæller han.

Grand Prix'et i går var det første af sæsonens 11, det næste køres i Polen om to uger.

Oversigt

    Oversigt