Tirsdag blev en fjerde bandepakke vedtaget i Folketinget, og det var med TV 2-dokumentaren, Den Sorte Svane, spøgende i kulissen.
Ifølge Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, kan pakken nemlig spille en vigtig rolle i at bekæmpe den kriminalitet, der ses i dokumentaren. Det, mener han, skyldes blandt andet den økonomiske indsprøjtning politiets National enhed for Særlig Kriminalitet får.
Udover det indeholder pakken en udvidelse af politiets muligheder for hemmelige ransagninger i særlige sager, stærkere samarbejde mellem relevante myndigheder og højere straffe for visse typer af økonomisk kriminalitet.
Ifølge folketingsmedlem, Mai Mercado (C), skal Folketinget allerede nu varme op til en femte bandepakke, og det med et fokus på de såkaldte "banditter i habitter", altså den del af overklassen, der assisterer underverdenens kriminalitet, som TV 2-dokumentaren også afslører.