Designer-lamper hugget på stribe

Under seks indbrud i Odense blev der stjålet designer-lamper.

Tyve med smag for varen og for koster der kan være indbringende har været på spil i Odense i løbet af weekenden.

Således kan Fyns Politi berette om seks indbrud, hvor mønstret har været nogenlunde det samme: En rude er knust, og en designer-lampe er snuppet.

I alt har Fyns Politi modtaget ni anmeldelser fra lørdag eftermiddag til søndag eftermiddag.

Udover de seks indbrud, hvor lamper er snuppet, så er der indløbet anmeldelser om to indbrud i Nyborg og et i Årslev.

Lamper stjålet

Mellem klokken 17.00 og 21.00 blev der på Stavisvej i Odense N stjålet en  lampe.

Ved 03-tiden natten til søndag blev beboerne i en villa på Rulkehøjen i Odense S vækket, da en rude blev knust. Tyvene rakte ind og stak af med en lampe.

Klokken 03.30 blev der knust en rude på Åløkken i Odense SV. Også her blev der stjålet en lampe. Denne gang blev ledningen klippet over.

Kort før klokken 04.00 var den gal på Bernstorffsvej  i Odense C. Her blev en rude knust og en bordlampe stjålet.

Det samme skete klokken 04.35 på Steenbachsvej i Odense C: Et vindue blev brudt op og en lampe blev stjålet. Her tog tyven også en pc med sig.

I tidsrummet mellem midnat og klokken 08.00 søndag var tyve på spil i Lærsøgade i Odense M. Her blev der med et koben brækket et vindue op og en bordlampe stjålet.

Der er endnu ingen anholdte.

Oversigt

    Oversigt