Designtyve huserer på Fyn

I løbet af søndag har Fyns Politi modtaget 11 anmeldelser af tyveri eller forsøg på tyveri af dyre designerting forskellige steder på Fyn.

Der er kommet fire anmeldelser fra privatpersoner i Kerteminde, tre i Odense, to i Munkebo og to i Middelfart.

I alle tilfælde er tyvene gået efter ting som PH-lamper, Arne Jacobsen-lamper, Y-stole, Ægget, Svanen med flere, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Kim Munksgaard.

Det er småt med spor i de mange sager, så politiet kan ikke fastslå om der er sammenhæng mellem de geografisk spredte tilfælde.

Håbet er, at nogen har hæftet sig ved mistænkelige varebiler eller anden mystisk adfærd i de fire byer især i nattetimerne.

Man har før set, at designertyve gemmer tyvekosterne et sted i nærheden af gerningsstedet til senere afhentning.

Oversigt

    Oversigt