Det varme vejr fortsætter: Over 25 grader tirsdag

September-sommervejret fortsætter tirsdag med temperaturer, der kan komme helt op på 27 grader på Fyn.

Sommervejret på Fyn fortsætter tirsdag, hvor der er udsigt til en meteorologisk sommerdag.

Så varmt starter det dog ikke, og der kan også være skyer i løbet af formiddagen

- Der kan godt være lidt skyer, der skygger, når tågen letter her i formiddagstimerne. Men jeg tror på, at i eftermiddagstimerne er det kun de høje, tynde skyer, som solen godt kan skinne igennem, og det er også derfor, at vi burde kunne komme op på de magiske 25 grader, siger Lone Seir fra TV 2 Vejret og fortsætter:

- Når vi kommer over 25, så er det jo en meteorologisk sommerdag midt i september. En rigtig fin dag og næsten ikke noget vind.

Aftenen ser også ud til at blive ganske varm. Ifølge DMI kan temperaturen endda komme helt op på 27 grader nogle steder på Fyn.

- Temperaturerne kan måske sidst på eftermiddagen tage et nøk over 25 grader, men det er stadigvæk lidt usikkert. Det kommer an på, hvor mange af de tynde skyer, der skygger for solen, men det bliver mildt i aftentimerne og med rolige vindforhold, siger Lone Seir.

Oversigt

    Oversigt