DF-top forsvarer Ahrendtsen

En provokerende valgvideo fra DF-folketingskandidaten Alex Arendtsen møder forståelse og støtte i partitoppen.

Alex Arendtsen, der er folketingskandidat for Dansk Folkeparti, er blevet kritiseret for en sin valgvideo, hvor en kriminel indvandrer røver en gammel dame i Odense-ghettoen Vollsmose. Men partiledelsen i DF forsvarer Odense-kandidatens kampagnemetoder.

- Jeg mener, at videoen er total harmløs. Og den er jo sand i den forstand, at mange af disse parallelkvarterer som Vollsmose har stor kriminalitet, siger Peter Skaarup, næstformand i Dansk Folkeparti.

Spørgsmål: Men underminerer Alex Arendtsen ikke sit budskab ved at spille på en stereotyp provokation som en gammel dame, der bliver overfaldet af en indvandrer, når der ikke findes tal for så specifikke forbrydelser?

- Nej, tværtimod. Den får noget omtale ved at provokere. Vi taler jo om den lige nu, siger Skaarup.

Spørgsmål: Men diskuterer vi ikke videoens form frem for indholdet?

- Jo, men ikke desto mindre peger den på noget centralt: Hvis man skal bo i Danmark som indvandrer, så skal man opføre sig ordentligt. Det faktiske tal viser, at indvandrere er overrepræsenteret i voldsstatistikken, siger han.

Alex Arendtsen kalder selv sin video, der ligger på YouTube, for et decideret nødråb i forhold til den kriminalitet, der foregår i ghettokvarterer som Vollsmose.

- Jeg bor i Vollsmose. I 15 år har vi forsøgt med socialpædagogiske tiltag over for de kriminelle, og det har ikke virket. Jeg forsøger at råbe ansvarlige politikere og borgere op, siger han og tilføjer, at videoen har skabt stor opmærksomhed.

- Videoen har været i næsten alle landets medier, og hver femte sekund kommer der nye kommentarer på YouTube.

Oversigt

    Oversigt