DHF: BSV må forklare Hansen-sag

Dansk Håndbold Forbund (DHF) vil nu gå ind i sagen om GOG-spilleren Mikkel Hansen, der ifølge TV 2 Sportens oplysninger skifter til Bjerringbro-Silkeborg (BSV) fra sæsonen 2009/2010.

TV2 Sporten annoncerede tirsdag, at et af landets største håndboldtalenter, Mikkel Hansen, efter næste sæson skifter fra GOG Svendborg til ligakonkurrenterne fra BSV. Ingen har hidtil bekræftet skiftet, men rygterne får alligevel GOG-direktør Arne Buch op af stolen.

- Hvis det passer, hvad der har været fremme, er reglerne klart overtrådt. Vi vil følge sagen til dørs, og den skal have konsekvenser, siger Arne Buch til Ekstra Bladet med henvisning til, at ingen klubber må indgå en aftale med en spiller fra en anden klub tidligere end 12 måneder før kontraktudløb.

- Det gælder både skriftligt og mundtligt. Selv en hensigtserklæring er et klokkeklart regelbrud, og derfor vil vi selvfølgelig have klarlagt, hvad der er fup eller fakta i denne sæson, siger Arne Buch.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) vil også blande sig i sagen.

- I og med at vi er blevet konfronteret med, at der tilsyneladende og muligvis foreligger en sag, så er det klart, at vi vil spørge BSV om, hvorvidt det kan have sin rigtighed. Det kommer til at foregå på den måde, at vi skriver til BSV og beder dem om deres redegørelse, siger souschefen i DHF, Frank Smith, til TV 2 Sporten.

Oversigt

    Oversigt