Din nummerplade bliver læst

Efter sommerferien 2016 indfører Fyns Politi automatiske nummerpladelæsere som led i kampen mod organiseret kriminalitet, men også for at tjekke om du har været til syn og betalt din forsikring.

De automatiske nummerpladelæsere er kameraer, der kan monteres på patruljebiler eller stå fast langs udvalgte veje.

De kontrollerer automatisk, om nummerplader på passerende biler er registreret af politiet, for eksempel fordi de er stjålet eller sat i forbindelse med anden kriminalitet, men også om en bilist kører i bil uden at have betalt forsikring eller undladt at være til syn med bilen.

I første omgang indføres nummerpladelæserne, kaldet ANPG, ved udlændingekontrollen i Padborg, hos Københavns Politi, Nordsjællands Politi og Københavns Vestegns Politi, men efter sommerferien ventes de indført over hele landet.

I alt vil 48 patruljevogne blive udstyret med ANPG og 100 stationære læsere vil blive opstillet langs veje rundt omkring i landet.

- Indtil nu har vores folk manuelt skulle slå nummerplader op i registrene. Nu gør nummerpladelæserne det for dem, men det er i virkeligheden det samme, der sker, siger politidirektør Svend Larsen fra Rigspolitiet.

Han fremhæver, at det øger politiets mulighed for at holde øje med, hvem der færdes på vejene:

- Modtager vi gennem vores europæiske samarbejde oplysninger om en bil, der sættes i forbindelse med indbrud i udlandet, vil vi kunne reagere, hvis den kommer ind i Danmark, siger han.

Ifølge Svend Larsen er borgernes beskyttelse mod overvågning sikret med et klart regelsæt, som blandt andet sætter grænser for, hvor længe politiet må opbevare oplysninger om aflæste nummerplader.

Oversigt

    Oversigt