Direkte tv: Fynsk kulturfremstød på Mors

Fyn er stærkt repræsenteret på årets Kulturmøde på Mors i Limfjorden. Se direkte tv på TV2/Fyn

Kulturminister Bertel Haarder stod i dag, torsdag, for den officielle åbning af årets Kulturmøde på Mors, som gennemføres for fjerde år i træk. 

Med på Kulturmødet er talrige fynske politikere, kulturaktører og borgere, som benytter lejligheden til at promovere fynsk kultur og tage del i den nationale debat om kulturens rolle i samfundet.

- Det giver rigtig meget mening for Fyn at deltage i en national begivenhed, hvor meningsdannere fra hele landet kommer og debatterer kultur, siger Stine Keiding, projektchef i Kulturregion Fyn.

- Vi er her naturligvis for at promovere fynsk kunst og kultur, men vi skal også ofre opmærksomhed på, hvad andre i resten af landet arbejder med, så vi kan tænke os selv ind i den nationale ramme.

380 arrangementer

Kulturmødet på Mors består i dette års udgave af omkring 300 større eller mindre kulturarrangementer og ikke færre end 80 kulturpolitiske debatter. Det hele finder sted i Nykøbing Mors i Limfjorden i løbet af intense 48 timer med mange tusind deltagere fra Danmark og udlandet.

Blandt programpunkterne med fynsk deltagelse er for eksempel information og debat om talentudvikling i folkeskolen.

Her bidrager blandt andre Ellen Drost fra Kulturregion Fyn og Anne Bertram, projektleder på indsatsområdet Film for Børn og Unge, med fynske erfaringer på, hvordan praktisk filmproduktion kan integreres i grundskolen og lære børnene at bevæge sig refleksivt og kritisk i det digitale landskab, samtidig med at de lærer at skabe deres egne film.

Også det fynske projekt ”Kulturens Laboratorium” er repræsenteret på Kulturmødet med deltagelse af projektleder Cecilia de Jong, billedkunstner Christian Elovara Dinesen og museumsinspektør ved Museum Vestfyn Ingrid Vatne. Også dette projekt leverer praktisk erfaring med samskabelse mellem kunst og skole.

Galschiøt om kunstnerens og ansvar

Den fynske billedkunstner og aktivist Jens Galschiøt spiller en central rolle i flere af årets Kulturmøde-debatter, som kredser om hovedtemaet: Hvad er kunstnerens rolle og ansvar i samfundet? Flere af Galschiøts store udendørs værker er samtidig udstillet på Kulturmødet.

Direkte på tv

TV 2/Fyn sender direkte fra store dele af Kulturmødet på Mors, herunder den officielle åbning med kulturminister Bertel Haarder.

I aften, torsdag aften klokken 19.55 sendes et timelangt sammendrag af dagens højdepunkter og debatter.

Fredag sender TV 2/Fyn direkte fra Kulturmødet fra klokken 13.30 i samarbejde med TV Midt Vest.
Her kommer kulturminister Bertel Haarder under beskydning i en debat om kulturbesparelser, og TV2/Fyns kulturredaktør Martin Mulvad-Ernst rapporterer løbende fra Kulturmødet med fynske vinkler.

Oversigt

    Oversigt