DM i skills lokker de unge: - Det er sejt at kunne bruge hænderne

Byg din egen mur, dekorér en muffin eller lav en kreativ frisure. Til DM i Skills kan folkeskoleelever udforske erhvervsuddannelserne. Og det tiltrækker opmærksomhed.

Siden 2011 har SkillsDenmark afholdt DM i skills. Her dyster erhvervsskoleelever fra hele landet om at blive danmarksmestre inden for deres fag. Men det er ikke kun en konkurrence - det er også tre dages fremvisning af de forskellige erhvervsuddannelser. 

quote Jeg har fundet ud af, at det er sjovt at bruge hænderne til for eksempel at bygge ting. Samtidig kan jeg godt lide at hjælpe andre og gøre en forskel på den måde.

Sophia Piil, elev på Nyborg Private Realskole

Sophia Piil går i 8. klasse på Nyborg Private Realskole. Hun havde som mange af sine klassekammerater en plan om at gå i gymnasiet efter folkeskolen. Men fredag er hun til DM i skills for at udforske, hvilke andre muligheder der er, når hun om godt et år får sin 9. klasseeksamen. 

- Jeg er kommet i dag for at se, om erhvervsuddannelserne i virkeligheden er mere noget for mig, fortæller hun og tilføjer:

- Jeg har fundet ud af, at det er sjovt at bruge hænderne til for eksempel at bygge ting. Samtidig kan jeg godt lide at hjælpe andre og gøre en forskel på den måde.

Derfor overvejer Sophia Piil nu en uddannelse som enten sosu-assistent eller håndværker. Og det er netop det, SkillsDenmark vil opnå med arrangementet. 

quote I 2025 kommer vi til at mangle 70.000 faglærte. Så vi er nødt til at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne. Det her er en måde at gøre det på.

Jesper Juul, formand for SkillsDenmark

Mangel på faglærte

Formanden for SkillsDenmark Jesper Juul er ikke i tvivl om, at der skal ske noget snart, for manglen på faglærte bliver ikke mindre de kommende år. 

- I 2025 kommer vi til at mangle 70.000 faglærte. Så vi er nødt til at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne. Det her er en måde at gøre det på, siger formanden til TV 2/Fyn.

Og han forstår godt, at Sophia Piil er blevet begejstret for et erhvervsfag. 

- Jeg tror, at alle, når de ser det her, bliver rørt. Man bliver rørt over alle de unge mennesker, som går så meget op i deres fag, og som samtidig er så dygtige, siger Jesper Juul Sørensen. 

Der er stadig godt et år til, at Sophie Piil skal vælge karrierevej, og hun er stadig ikke helt afklaret. Men hun er bedre informeret nu, og hun er glad for, at DM i skills fik hende til at opdage erhvervsuddannelserne. 

- Det er vildt fedt, at man får et indblik i, hvordan de arbejder. Jeg var på brobygning på et gymnasium, men det her er meget sjovere, siger Sophia Piil. 

Oversigt

    Oversigt