Dobbeltmord på sejltur var planlagt

Nye oplysninger tyder på, at dobbeltmordet på ægtepar fra Strynø var planlagt.

Allerede ugen før Ruth og Finn Teisen fra Strynø, i juni sidste år blev myrdet og smidt overbord fra deres store motorbåd, var de ude at sejle med den 25-årige mand, der er sigtet for dobbeltdrabet.

Teisen-ægteparret samlede den 25-årige op i Rudkøbing og gav ham en tur i »Silverbo af Strynø«, skriver Fyns Amts Avis.

Politiet er overbevist om, at forbrydelsen var planlagt i detaljer.

Politifolkene, som Fyns Amts Avis har talt med, mener, at den 25-årige store, kraftige mand under den første prøvesejlads vurderede Ruth og Finn Teisen på 70 og 73 år nøje og blev enig med sig selv om, at han sagtens kunne »klare« dem.

Den mordsigtede havde også pakket en slags soldatertaske med kniv og andet udstyr til turen, og før han forlod båden for svaj ved Kleven Havn på Ærø og svømmede/vadede i land, havde han forsøgt at fjerne bådens navn.

Efter anholdelsen den 15. juni viste efterforskningen, at den 25-årige havde vist billeder af den type båd til sine kolleger. Han bildte kollegerne ind, at han havde vundet penge og derfor havde råd til at købe sådan en båd.

Han havde også søgt myndighederne om lov til at ændre navnet på Silverbo.

Politiadvokat Henrik Andersen bekræfter over for Fyns Amts Avis, at den sigtede var på sejltur med Strynø-ægteparret i ugen før, de blev dræbt. Han ønsker dog ikke at kommentere de øvrige oplysninger på nuværende tidspunkt.

Oversigt

    Oversigt