Dopingkarantæne venter volleyballspiller

Volleyballspiller Daniel Thomsen fra Marienlyst afviser have taget kokain og håber på en fair vurdering af sin sag, efter at også hans B-prøve viste sig at være positiv.

Den danske landsholdsspiller i volleyball Daniel Thomsen kan se frem til en dopingkarantæne. Mandag viste også en B-prøve, at spilleren fra Marienlyst havde spor af kokain i kroppen efter pokalfinalen i volleyball den 20. januar.

- Jeg forstår stadigvæk ikke, hvad der er sket. En ting er dog helt sikkert, og det er, at jeg ikke bevidst har indtaget kokain. Om jeg har fået det i en drink eller på anden vis i kroppen, kan jeg simpelthen ikke forstå, men jeg må forholde mig til de fakta, der fremgår af dopingprøverne, lyder det fra spilleren i en pressemeddelelse.

I Daniel Thomsens klub slår direktør Jens Gantriis fast, at man tager skarp afstand fra brugen af kokain, "selv om det jo ikke er kommet i kroppen for at gøre Daniel til en bedre spiller." Han understreger dog også, at spillerne skal være ansvarlige nok til ikke at ende i sådanne situationer, og klubben har med øjeblikkelig virkning ophævet sin aftale med spilleren.

Daniel Thomasen bliver indstillet til to års karantæne, men håber på det, han kalder en fair vurdering af sin sag.

Oversigt

    Oversigt