Drabsmistænkt kendt af politiet

Den 28-årige mand, der er mistænkt for at have dræbt en 58-årig kioskekspedient i Middelfart har længe været i politiets søgelys for at være den mand, der igennem lang tid har begået omfattende hærværk på biler i byen ved at ridse dem. 

-

Den 28-årige mand, der er mistænkt for at have dræbt en 58-årig kioskekspedient i Middelfart har længe været i politiets søgelys for at være den mand, der igennem lang tid har begået omfattende hærværk på biler i byen ved at ridse dem. 

Manden blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Middelfart klokken 11. Her blev han varetægtsfængslet til den 22. december. Den 28-årige blev surrogatfængslet fordi han skal opholde sig på psykiatrisk afdeling på Middelfart Sygehus. Manden kærede den afgørelse til landsretten.

Nægter sig skyldig

Den 28-årige nægter sig skyldig i drab, men erkender, at have været med til at planlægge røveriet mod kiosken Spilloppen på Viaduktvej i Middelfart, hvor en 58-årig ekspedient blev dræbt.

Den 28-årige siger dog, at røveriet og drabet blev udført af hans kammerat - en mand, som han havde mødt i Randers.

Flere vidner har dog set den 28-årige ved gerningsstedet. Og da han blev anholdt fandt politiet blandt andet en blodig kniv, 15.000 kroner i kontanter og en røverihue.

Stukket i halsen

Drabet på den 58-årige ekspedient skete sent mandag i døgnkiosken Spilloppen på Viaduktvej i Middelfart. Den 58-årige var ansat i døgnkiosken og blev stukket - formentlig i halsen - i forbindelse med dét, der fra starten måske var et røveri. Vidner så den 58-årige mand vakle ud af butikken og falde om på fortorvet.

De forsøgte at stoppe de kraftige blødninger, men uden held. Den 58-årige blev erklæret død ved ankomsten til Middelfart Sygehus.

Ligsynsrapporten viser, at den 58-årige døde ved et stik i halspulsåren. Udover det dødbringende knivstik blev den dræbte også tilføjet yderligere knivstik.

I verserende sag

Den sigtede 28-årige er før dømt for vold. På gerningstidspunktet var han involveret i en sag, hvor han er tiltalt for 12 forhold.

Ejeren af kiosken, Ole Jakobsen, siger til Ritzau om sin dræbte medarbejder: 

\"Han var en stille, fredelig og meget venlig mand, der var vellidt af kunderne, så det er helt uforståeligt, at det kunne ske.\"

Oversigt

    Oversigt