Dræbte soldater til Danmark på søndag

Kisterne med de to soldater, som blev dræbt af en bombe i Afghanistan, ankommer til flyvestation Skrydstrup på søndag.

De to danske soldater, der i denne uge blev dræbt af en bombe i Afghanistan, kommer til Danmark på søndag.

Ligene af kaptajn Christian Jørgen Grundt Damholt fra hjemmeværnet og seniorsergent Sonny Kappel Jakobsen ankommer til flyvestation Skrydstrup søndag formiddag kl. 11, oplyser Hærens Operative Kommando.

Der vil derefter blive holdt en lukket mindehøjtidelighed for de pårørende og de dræbtes nærmeste venner og kolleger.

Ved kisterne taler oberst Lars R. Møller, chef for Hærens Kampskole,
og major Sven O. Andersen, chef for Hærhjemmeværnsdistrikt
Nordvestfyn.

Kaptajn Christian Jørgen Grundt Damholt begraves fra Dalum Kirke ved Odense torsdag den 27. marts, mens seniorsergent Sonny Kappel begraves fra Aal Kirke i Oksbøl fredag den 28. marts.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt