I det fynske folks tjeneste

Dryp-dryp: Voldsomme vandmængder giver historisk vådt efterår på Fyn

Torsdag aften krydsede regnvandsmålerne stregen ved ikke mindre end 328 millimeter regn, og dermed var den nye nedbørsrekord en realitet.

00:49

Fredagen starter med regn, og skal man af sted på cykel, så er det med at huske regntøjet.

Der er skrevet ny dansk vejrrekord; efteråret i år er det vådeste, der nogensinde er målt.

Efterårsvejret har langt det meste af tiden budt på regn, regn og mere regn. De store mængder nedbør førte torsdag til en ny nedbørsrekord. Efteråret 2019 er nu officielt det vådeste målt i den danske vejrhistorie. Det betyder, at vi ikke har haft et tilsvarende efterår siden 1874, hvor målingerne begyndte.

- I et normalt efterår falder der 228 millimeter regn, så vi har ikke bare slået en rekord, der er også faldet præcis 100 millimeter mere end i et normalt efterår, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt til tv2.dk.

Læs også Til kamp for klimaet: Fynske familier har gjort en stor forskel med små midler

Det har man også kunnet mærke på Fyn – og det kan man igen fredag morgen.

- Dagen starter nemlig med regn, og skal man af sted, så er det med at huske regntøjet, siger Sebastian Pelt til TV 2/Fyn.

Til gengæld er regnvejret stille og roligt på vej mod nord, og derfor vil det i løbet af formiddagen klare lidt op over Fyn. Måske bliver der nogle steder endda mulighed for at se den sol, der i november har gemt sig godt bag skyerne. Blot 20 solskinstimer er det blevet til i hele denne måned.

- I de sidste mange vejrudsigter har det været regn, regn, regn. Men der er altså mulighed for, at der måske allerede sidst på formiddagen i en periode kan komme solskin, siger meteorologen.

Fornuftig weekend

Solen kommer dog ikke til at skinne fra en blå og skyfri himmel over Fyn.

- Men det bliver med en 7-8 grader og ikke særlig meget vind. Så det bliver faktisk en ganske hæderlig fredag, siger Sebastian Pelt, der lover, at der ikke bliver behov for regnjakken, hvis man skal cykle hjem fra arbejde i løbet af eftermiddagen.

Læs også Skole vil gøre elever til eksperter i klimavenlig skibsdrift

Fredag aften og i løbet af natten til lørdag bliver det overvejende tørt, og blandt andet på grund af de mange skyer kommer temperaturen ikke længere ned en 5-6 grader.

Der venter Fyn en tør weekend, men den bliver ifølge TV 2 Vejrets prognoser fulgt at en uge med udbredt regn, hvor især onsdag ser ud til at byde på en del regn.