I det fynske folks tjeneste

Du bestemmer: Fem vigtige sygdoms-projekter dyster om millionpræmie

Onsdag er det blevet afgjort, hvem der deltager i finalen i Et Sundere Syddanmark 2020.

Sidste års vinder af Et sundere Syddanmark blev speciallæge ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg Anne Cathrine Godtfredsen, der fik en million kroner til forskning i svangerskabsforgiftning,

 

Nu kan fynboer og jyder snart bestemme, hvem der skal dele to millioner kroner til forskning i vigtige sygdomme.

Onsdag blev det afgjort, hvem der kan vinde de rare penge, som i sidste ende kommer alle danske patienter til gode, fordi forskningen gør det muligt at blive endnu klogere på at fremme den bedste behandling.

Læs også Brugerne har talt: Én million kroner til at forske i svangerskabsforgiftning

Det skete i den såkaldte styregruppe, hvor repræsentanter fra TV 2/Fyn, TV Syd, Syddansk Universitet, Region Syddanmark og regionens sygehuse er repræsenteret.

Det er sygehusene, der indstiller forskningsprojekterne til finalen, hvor Fyn er repræsenteret i tre af de fem projekter.

Et forskningshold på Odense Universitetshospital vil undersøge, om motion kan hjælpe patienter med Chrons sygdom – en kronisk betændelsestilstand i tarmen.

Årsagen til lidelsen er fortsat ukendt, og den behandles både med medicin og kirurgi – det sidste ved, at man fjerner den syge del af tarmen.

Nu vil forsker Ken Lund fra Center for Klinisk Epidemiologi undersøge, om blid motion og fokus på sund livsstil kan skabe større livskvalitet og færre gener af sygdommen.

Læs også Sådan fordelte fynboernes stemmer sig i Et sundere Fyn

Projektet bliver det første af sin art og bygger på de positive erfaringer, som man har med motion hos patienter med diabetes, leddegigt og hjertesygdomme.

En gruppe patienter skal deltage i et tre måneders træningsforløb og desuden oplyses om sunde vaner.

Spiseforstyrrelser

Forsker Maria Mercedes Guala fra Psykiatrisk Afdeling i Odense håber at kunne hjælpe patienter med spiseforstyrrelser.

Det skal ske i et projekt, hvor patienterne er med til at udvikle et spil i form af en app, hvor patienterne kan gennemspille realistiske hverdagssituationer og handlemuligheder omkring deres spiseforstyrrelse.

75.000 lider af spiseforstyrrelser, og mange er helt unge mennesker, der også belastes af andre psykiske lidelser.

Læs også Et sundere Syddanmark: Overvældende mange idéer til forskning i sundhed

Mange har lyst til at slippe af med symptomerne, men har svært ved at give slip, så de kan leve et normalt liv.

Gener efter hjertestop 

Endelig er hjertemedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital deltager i et projekt sammen med Sygehus Sønderjylland, der har fokus på patienter, som har overlevet et hjertestop.

Et nyt studie viser, at patienter, der har overlevet et hjertestop, har fem gange øget risiko for selvmord.

Hvert år rammes 4.000 personer af hjertestop udenfor hospitalet – 16 procent overlever, men mange slås efterfølgende med angst, posttraumatisk stress og depression.

Forskerne vil interviewe de borgere, der har overlevet et hjertestop og inddrage statistik for at belyse hyppigheden af psykiske sygdomme i patientgruppen.

Hvad er et sundere Syddanmark

"Et sundere Syddanmark" er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Syddansk Universitet, TV 2/Fyn og TV Syd, hvor du kan være med til at belønne den forskning, som du synes er mest nødvendig.

I alt to millioner kroner er i spil. 

Opdag lungekræft i tide

De øvrige projekter, der deltager i Et sundere Syddanmark, er et projekt fra onkologisk afdeling i Vejle.

Det inddrager såkaldt kunstig intelligens for at opdage lungekræft tidligere.

4.500 danskere får hvert år konstateret lungekræft, men efter fem år med sygdommen er 50 procent døde.

Forsker Margrethe Høstgaard Bang Henriksen håber, at hun med hjælp fra statistikere kan analysere store datamængder, så forskerne bliver klogere på, hvilke mønstre, karakteristika og risikofaktorer man skal være opmærksom på, inden sygdommen kommer i udbrud.

Fedme-gåden

Endelig vil Else-Marie Bladbjerg fra Sydvestjysk Sygehus undersøge udviklingen af fedme og fedtlever.

Det skal ske ved at inddrage 60 svært overvægtige patienter, der er henvist til fedmeoperation i Esbjerg.

De vil få foretaget blodprøver før og efter operationen, så man kan registrere, om de har fået nedsat mængden stoffet fibrinogen, der er en markør for fedme.

Læs også De er i finalen i Et sundere Syddanmark: Det skal der forskes i

Der findes flere forskellige typer af fibrinongen, og forskerne vil gerne vide, om de forskellige typer nedarves.

For alle kender nogen, der kan spise uhæmmet uden at tage på, og det skyldes måske, at de har en anden type fibrinogen end overvægtige patienter.

Det indikerer forsøg, man har gennemført med mus.

Fynboer og jyder kan sms-stemme på de fem projekter fra den 20. april og tre uger frem til finaleshowet, der afvikles den 11. maj.