Efter 192 kampe sagde en af klubbens egne farvel: - Det var meget følelsesladet

Jens Jakob Thomasen kom til OB som 11-årig. Søndag sagde klubbens lokale dreng et følelsesladet farvel til fans på stadion.

Et uafgjort resultat mod allerede nedrykkede SønderjyskE er formentlig noget, de fleste har glemt inden længe. 

Men for OB's anfører Jens Jakob Thomasen vil søndagens kamp nok alligevel vække minder fremover.

Det var nemlig den sidste kamp for en ægte fynbo og en af klubbens egne. 

- Det er svært at forberede sig på det moment, når kapitlet endegyldigt er slut. Det var meget følelsesladet. Jeg har været her i mange år og haft de her fans i ryggen i mange år, så det var mærkeligt at tage en delvis afsked med dem, siger Jens Jakob Thomasen efter kampen til TV 2 Fyn. 

Han spillede som barn fodbold i Sanderum, inden han som 11-årig skiftede til de stribede fra Odense. 

Siden 2015 har han været en del af seniortruppen, og i sommer blev den nu 25-årige fynbo  udnævnt til anfører i den klub, hvor han har spillet hele sin professionelle karriere.

Det var en tydeligt rørt OB-anfører, som sagde farvel til fansene.
Det var en tydeligt rørt OB-anfører, som sagde farvel til fansene.
Foto: Flemming Ellegaard

Derfor blev Jens Jakob Thomasen også lidt overrumplet, da han efter kampen sagde farvel til fansene på Odense Stadion.

- Man kommer jo tæt på folk, når man er så meget sammen, som vi er, så det er først og fremmest menneskene, og så også stadion. Den stemning og begejstring, som klubben og fansene kan lave og i særdeleshed i den her sæson, kommer jeg til at savne meget, fortæller han.

Vil slutte godt af

OB-anføreren har med kampen mod SønderjyskE spillet 192 kampe for klubben og scoret 12 mål.

Han har vidst i et stykke tid, at han ikke ville være OB-spiller efter sommerferien. Ligesom for tre andre spillere i truppen, har klubben valgt ikke at forlænge kontrakten med ham.

Men det har fortsat været vigtigt for Jens Jakob Thomasen at slutte godt af i klubben.

- Jeg har jo ikke andre interesser end at gå ud og gøre mit bedste hver gang.

For Jens Jakob Thomasen vil den perfekte afslutning på tiden i Odense være en sejr i pokalfinalen 26. maj, hvor de møder FC Midtjylland. 

Her vil Jens Jakob Thomasen og de andre OB-spillere få en massiv opbakning, for allerede efter få timer var alle fynboernes billetter til finalen udsolgt.

Jens Jakob Thomasen lod sig hylde efter kampen.
Jens Jakob Thomasen lod sig hylde efter kampen.
Foto: Flemming Ellegaard

Oversigt

    Oversigt