Efter to årtier i en ambulance blev Dennis selvstændig: Nu stopper iværksætterprojekt

Dennis Kræmmer Hansen fik hjælp af iværksætterprojektet Medstrøm til at gå selvstændig. Nu er der ikke længere midler til at drive Medstrøm.

Siden 2015 har iværksætterprojektet Medstrøm hjulpet 1.405 syddanskere ud i livet som selvstændig. Blandt andre Dennis Kræmmer Hansen, der gik fra at være ambulanceredder til at undervise i førstehjælp fra sin egen virksomhed - ham vender vi tilbage til.

Efter  fem år er det nemlig slut med at søge hjælp og rådgivning hos Medstrøm. Til december udløber EU's sociale fond, der har finansieret projektet, og så er der ikke længere penge til at føre Medstrøm videre. Til stor ærgerelse for både Medstrøm og Dennis Kræmmer Hansen.

- Det, synes jeg, er pisseærgerligt. Vi har længe bygget noget, der er blevet bedre og bedre, og fordi det er projektmekanik, kan det i princippet ryge ud med badevandet, siger Jonathan Broch Jacobsen, der er projektleder i Medstrøm.

Lærte at sælge sig selv

Efter at have behandlet syge i de velkendte gule ambulancer i mere end 20 år, oprettede Dennis Kræmmer Hansen sin egen virksomhed med førstehjælpskurser.

Gennem Medstrøm tilmeldte han sig flere forskellige kurser, der skulle styrke ham som selvstændig. Blandt andet deltog han i et kursus, hvor han lærte at sælge sig selv.

- Det har jeg jo aldrig været vant til. Jeg var vant til, at når folk ringede efter en ambulance, så kom jeg, fortæller Dennis Kræmmer Hansen. 

350 nye job

Uden Medstrøms hjælp tvivler han på, at det var lykkedes ham at blive sin egen chef. 

- Man har fået så mange gode idéer og mod til at turde at udvikle sin virksomhed. Det tror jeg helt sikkert ikke, jeg kunne uden, fortæller Dennis Kræmmer Hansen.

Det estimeres, at Medstrøm har skabt omkring 350 nye job, og ifølge projektlederen har det også givet en trecifret millionomsætning i Region Syddanmark.

- Af de virksomheder, der har været med i Medstrøm, kan vi se, at de vokser betydeligt mere, og de overlever betydeligt bedre end sammenlignelige virksomheder. Det til sammen gør, at de har 350 millioner kroner mere i omsætning, end hvad man ellers kunne forvente, fortæller Jonathan Broch Jacobsen. 

Oversigt

    Oversigt