I det fynske folks tjeneste

Efter fund af listeria: Laks og makrel tilbagekaldt

Hirtshals Seafood tilbagekalder varmrøget fisk grundet risiko for listeria, oplyser Fødevarestyrelsen.

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Fiskevirksomheden Hirtshals Seafood tilbagekalder flere varmrøgede fiskeprodukter solgt i en række danske supermarkeder efter fund af listeria.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse lørdag.

Læs også Fødevarestyrelsen slog to gange ned på Fyn

Der er tale om varmrøget laks, varmrøget makrel, varmrøget makrelfilet og varmrøget sild, der blandt andet kan købes i Bilka, Føtex, Rema 1000, Netto, Kvickly og Super Brugsen.

- Der er risiko for, at produkterne kan indeholde listeria efter fundet af listeria i et enkelt produkt, skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.

Alvorlig og livstruende sygdom

Fiskeprodukterne, der tilbagekaldes, er af mærkerne Hirtshals Røgeri, Rema 1000, Vores, Bådsmand, Blue Ocean, Gestus og Omhu.

Produkterne har sidste anvendelsesdatoer fra 22. november til og med 10. december 2019.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produkterne tilbage til butikken, hvor de er købt, eller kassere dem. 

Læs også Fødevarestyrelsen: Derfor undersøges opskyllede vildsvin ikke for sygdomme

En infektion af bakterien listeria kan give sygdommen listerose, der ifølge Fødevarestyrelsen er en meget alvorlig og livstruende sygdom.

Omkring 50 rammes om året

Omkring 50 personer bliver syge af listeria om året, når der ikke er større sygdomsudbrud.

Er man sund og rask, bliver man sjældent alvorlig syg af at blive smittet med listeria.

Læs også Gløgg tilbagekaldt: Kan indeholde gelé

Men har man nedsat immunforsvar, er man i risiko for at få blodforgiftning og meningitis, skriver Fødevarestyrelsen.

Torsdag måtte samme Hirtshals Seafood tilbagekalde fiskeproduktet varmrøget laks.

En stikprøvekontrol havde konstateret, at der var listeria i et parti af produktet.