Efter lukning af fitnesscentre: Fynboer finder alternative måder at få motion på

Fynsk fitnessinstruktør tilbyder alternativ, efter coronavirus har lukket landets fitnesscentre.

Selvom landets fitnesscentre holder lukket i forsøget på at mindske coronasmitten, er det ingen undskyldning for ikke at dyrke motion.

Der findes nemlig en række alternative træningsformer, som man med fordel kan tage i brug, nu hvor man ikke kan lægge vejen forbi det vanlige fitnesscenter, mener den fynske fitnessinstruktør Gitte Boesen.

Hun løser selv situationen ved at træne med sine klienter online. Og det har hun stor succes med.

- Jeg vil gerne yde en god service til mine klienter, mens vi er under de her coronaomstændigheder. Det begyndte med, at jeg trænede online med mine klienter, siger Gitte Boesen.

Sender live på Facebook

quote Det var lidt skørt i starten, men man vender sig faktisk lynhurtigt til det

Gitte Boesen, Fitnessinstruktør

I starten trænede Gitte Boesen kun online med sine egne klienter, men der gik ikke længe, før flere henvendte sig.

- Lynhurtigt begyndte folk udefra at få interesse for mine onlinesessions, derfor åbnede jeg for, at alle kunne træne med. Nu har vi allerede over 230, der er med, fortæller hun.

Og her er der altså ingen fare for at smitte hinanden, for alle træningerne foregår ganske simpelt på Facebook, hvor Gitte Boesen sender live.

Som udgangspunkt bliver der ikke brugt udstyr, fordi man skal kunne lave det hjemme i stuen. Så instruerer hun og gennemgår de øvelser, der skal laves, fortæller Gitte Boesen.

Krævede tilvænning

For Gitte Boesen krævede de online træninger i starten lidt tilvænning, fordi det er meget anderledes, end hvad hun er vant til.

- Det var lidt skørt i starten, men man vender sig faktisk lynhurtigt til det. Det, jeg gør under træningen, er præcis det samme, den eneste forskel er, at jeg ikke lægger hånd på folk, fortæller Gitte Boesen.

- Jeg har også online klienter i forvejen, på den måde er det ikke helt nyt.

Fortsætter fremadrettet

Fordi de online træninger har været så stor en succes, er det også noget, Gitte Boesen regner med at fortsætte med efter coronakrisen er overstået.

Fynboerne har nemlig været overvældende positive overfor initiativet.

- Folk er helt vilde med det, og jeg har udelukkende fået positiv respons. Det er fantastisk at lave noget, som folk er så støttende omkring, siger Gitte Boesen.

Flere træer på alternative måder

quote Vi træner udenfor, og det har vi gjort i otte år. Det giver noget helt andet at træne udendørs, og der er et helt andet fællesskab

Gitte Vase, Instruktør, Naturfitness Middelfart

Det er ikke kun online træning, der hitter for fynboerne. Flere steder på Fyn finders der nemlig alternative måder, man kan træne på. 

Gitte Vase, der er instruktør i Naturfitness Middelfart, kunne til søndagens træning mærke, at flere nye er kommet til.

- Der har været mange tilmeldte i dag, og vi kan også mærke en øget interesse. Jeg tænker, at det har noget at gøre med, at man ikke længere kan træne indendørs, siger Gitte Vase.

Så der er altså ifølge Gitte Vase ingen undskyldning for ikke at dyrke motion. Men Naturfitness i Middelfart er dog ikke noget nyt tiltag, men har eksisteret i otte år.

- Vi træner udenfor, og det har vi gjort i otte år. Det giver noget helt andet at træne udendørs, og der er et helt andet fællesskab, siger Gitte Vase.

Tager stadig forbehold

Heidi Juul var én af de nye, der forsøgte sig med en træning i det fri. For hende var det en god oplevelse og noget, hun kommer til at gøre igen.

- Jeg er primært med, fordi Fitness World, hvor jeg arbejder, holder lukket på grund af coronavirus, fortæller hun.

Der blev dog stadig taget flere forbehold under dagens træning.

- Vi blev tit mindet om, at vi skulle huske at holde afstand til hinanden. Det kan godt være svært at huske en gang imellem, men det fungerede fint, siger Heidi Juul.