Efter massiv forsinkelse: Nyt OUH's budget skrider med en halv milliard

Byggeriet af Nyt OUH bliver en halv milliard kroner dyrere end forventet, viser fortroligt bilag. Formand for ansvarligt udvalg regner med økonomisk hjælp fra regeringen.

542 millioner kroner er også en slags penge. 

Netop som den nye SVM-regering har fremlagt sin ambition om at se den nuværende regionsopdelte sygehusstruktur efter i sømmene, står det nu klart, at Region Syddanmarks største byggeri nogensinde, Nyt OUH i Odense, er i alvorlige økonomiske problemer.

De ansvarlige regionspolitikere bereder sig nu på at gå tiggergang hos regeringen.

Budgetoverskridelsen kommer frem, efter TV 2 Fyn tidligere på ugen kunne fortælle, at Nyt OUH forsinkes indtil udgangen af 2025 - og i værste fald til begyndelsen af 2026. Oprindeligt skulle supersugehuset have stået klar allerede i 2024.

quote Vi har en forventning om, at hvad end vi måtte mangle, så vil regeringen se med velvillighed på det

Karsten Uno Petersen (S), formand, Byggeri, indkøb og grøn omtillingsudvalget, Region Syddanmark

Nu står det imidlertid klart, at byggeriet kommer til at overskride sit budget med lige godt en halv milliard kroner. 

Det fremgår af et fortroligt bilag, som TV 2 Fyn er kommet i besiddelse af.

Fortrøstningsfuld formand

Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Byggeri, indkøb og grøn omtillingsudvalget i Region Syddanmark, der har ansvaret for Nyt OUH's budget, vil ikke uddybe årsagen til den massive budgetoverskridelse.

- Det eneste, jeg kan sige, det er, at i den sidste aftale mellem regeringen og regionerne blev der skrevet ind, at regeringen vil se med venlige øjne på budgetoverskridelser, netop fordi vi står i en situation med krig, inflation og mangel på arbejdskraft og materialer, siger Karsten Uno Petersen.

Nyt OUH fik tilbage i 2010 bevilget 6,3 milliarder kroner til byggeriet af Nyt OUH. I 2022-priser svarer det til 8,051 milliarder kroner. Ifølge det fortrolige notat skrider budgettet nu med helt præcis 542,2 millioner kroner.

Byggeri, indkøb og grøn omtillingsudvalget drøftede budgetoverskridelsen under et lukket punkt på et møde, der fandt sted 13. december.

- Vi har en forventning om, at hvad end vi måtte mangle, så vil regeringen se med velvillighed på det, siger Karsten Uno Petersen.

Men tror du, velvilligheden rækker til en halv milliard?

- Det ved jeg ikke, og jeg vil heller ikke udtale mig om det, men henviser til den passus i aftalen om konsekvenserne af blandt andet mangel på materialer og arbejdskraft, siger udvalgsformanden

Professor: De har bygget for stort

Ifølge Kjeld Møller Petersen, der er professor i sundhedsøkonomi, skal Karsten Uno Petersen  ikke regne med bare hente hele budgetoverskridelsen i Sundhedsministeriet.

- Jeg tror, der vil være en form for velvillighed. Men det er helt sikkert ikke krig og inflation og mangel på materialer og arbejdskraft, der har forårsaget hele underskuddet, siger Kjeld Møller Petersen og slår fast: 

- Så det er ikke med henvisning til den passus i aftalen mellem regeringen og regionerne, at Karsten Uno Petersen skal regne med at få dækket budgetoverskridelsen.

Kjeld Møller Petersen var selv med til at behandle bevillingen til Nyt OUH, da han sad i det såkaldte Erik Juhl-udvalg, der behandlede opførelsen af de nye supersygehuse - de 16 såkaldte kvalitetsfondsbyggerier, som dengang havde et samlet budget på godt 40 milliarder kroner. 

- Spørgsmålet er, hvad der er sket. For det er rigtigt, at inflation, krig, mangel på arbejdskraft og materialer er en del af årsagen til Nyt OUH's budgetoverskridelse. Men det kan slet ikke forklare det hele. Krigen i Ukraine er ikke engang et år gammel, og et underskud på en halv milliard dukker ikke bare op ud af det blå. Så der er noget, der tyder på, at man har forsøgt at bygge et sygehus, der var dyrere, end der var penge til, siger Kjeld Møller Petersen.

Usædvanligt stramme budgetter

Omvendt anerkender Kjeld Møller Petersen, at det er en usædvanlig svær situation, regionen har stået i under hele byggeprocessen.

For i modsætning til normal praksis i store offentlige byggerier - fortæller Kjeld Møller Petersen - har der ikke været meget elastik i budgetterne til de nye supersygehuse.

- Der har ikke været meget tilgivelse for budgetoverskridelser fra de skiftende regeringers side, siger Kjeld Møller Petersen.

Der har været en stram pengekasse?

- Der har været en usædvanlig stram pengekasse.  

Nyt OUH er langtfra det eneste supersygehus-byggeri, der kommer til at bede om flere penge.

Halvdelen af de 16 sygehusbyggerier, der er under opførsel lige nu, forventer en budgetoverskridelse. Et af byggerierne endda en budgetoverskridelse på en hel milliard kroner.

Det fremgår af en status på de kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier for andet kvartal af 2022, som har været fremlagt for Folketingets Sundhedsudvalg.

Nyt OUH's budgetoverskridelse behandles ifølge Karsten Uno Petersen politisk på Regionsrådets næstkommende møde, der finder sted mandag 19. december.

TV 2 Fyn forsøgte torsdag at få en kommentar fra de to italienske entreprenør CMB og Itinera, der bygger Nyt OUH. Men pressetalsmand Christian Lemvigh meddeler, at selskaberne ikke ønske at udtale sig.

Tidligere på ugen kunne vi fortælle, at sygehuset nu risikerer først at være klar til at tage imod patienter i 2026.

Oversigt

    Oversigt