Efter nyt forslag: Planlægger håndtryksceremonier uden håndtryk

I Nordfyns Kommune er man begyndt at forberede en grundlovsceremoni for kommende statsborgere efter nyt forslag fra regeringen.

Seks kommende danskere i Nordfyns Kommune har i godt en måned måttet vente i uvished på, hvornår de kunne modtage deres danske statsborgerskab, fordi de såkaldte grundlovsceremonier har været sat på pause i hele landet.  

Men torsdag kom de nærmere på et svar, da regeringen meldte ud, at man ønsker at sætte reglen om, at de kommende statsborgere skal give hånd, i bero. Hvis det bliver vedtaget, kan ceremonierne gennemføres, uden at man går imod sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Regeringens forslag har fået kommunen til at planlægge en ny grundlovsceremoni, fortæller borgmester Morten Andersen (V). 

- Vi vil nu gå i gang med at tilrette ceremonien, så den holder sig indenfor de retningslinier, der er. Det tager ikke længe at få det på plads, siger han.

De nye retningslinjer tilsiger blandt andet, at man dropper håndtrykket, og at ikke flere end ti personer skal være samlet på én gang. 

Aflyst i sidste øjeblik

I Nordfyns Kommune aflyste man 10. marts en planlagt grundlovsceremoni i sidste øjeblik, da den var i konflikt med sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at undgå håndtryk for at hindre smittespedning af coronavirusset. 

Også i Assens blev en grundlovsceremoni aflyst i sidste øjeblik. Det skete 6. marts. Her kunne fem borgere have set frem til at få deres statsborgerskab. 

I regeringens forslag er der lagt op til, at man suspenderer reglen om håndtryk, indtil det igen er forsvarligt at give håndtryk.

Forslaget har dog mødt kritik fra DF, der mener, at man enten skal gennemføre håndtrykket med brug af håndsprit eller udskyde ceremonierne yderligere. 

2.700 i venteposition

Når en udlænding får dansk statsborgerskab, er det ved lov en del af processen at give borgmesteren eller en anden myndighedsrepræsentant i kommunen hånd ved en officiel ceremoni.

Som meget andet i samfundet er ceremonierne og håndtrykkene sat på pause på grund af coronavirusset, og det har sat 2.700 nye og kommende statsborgere i en venteposition i Danmark.

Af dem ansøgte 1.000 i oktober om dansk statsborgerskab og mangler nu blot at give borgmesteren hånden.

De resterende 1.700 skal godkendes som statsborgere gennem et lovforslag her i april.

- Jeg tør ikke sige, hvornår vi kommer til at give hinanden hånd igen. Men vi kan ikke lade flere tusinde ansøgere vente på ubestemt tid på at blive statsborgere. De opfylder alle andre krav, siger udlænding- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S).

Oversigt

    Oversigt