Efter positiv test: Axelsen fløjet hjem i ambulancefly

Viktor Axelsen har punget ud og betalt et privat ambulancefly for at flyve ham hjem til Danmark.

Badmintonspilleren Viktor Axelsen er allerede i Danmark igen, efter at han i weekenden afleverede en positiv coronaprøve og missede EM-finalen i Ukraines hovedstad.

Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse mandag.

Den danske verdensstjerne har selv arrangeret og betalt et privat ambulancefly, som har fløjet ham hjem til Danmark. Under transporten har han opholdt sig i et såkaldt isolations-chamber, skriver fynboen selv på Facebook.

Dermed slipper han for 13 dage i isolation i Ukraine.

- Jeg vil først blive ‘lukket ud’ af isolationskammeret, når jeg er fremme i København, hvorefter jeg stadig under hensyn til alle gældende regler bringes i isolation på et privat opholdssted, i et endnu ukendt antal dage, til det bliver vurderet at jeg nu kan påbegynde min træning og normale hverdag igen, skriver Viktor Axelsens til en række billeder, hvor man ser ham i den rumlignende dragt.

182560085_312637253557673_9065176754471714439_n
Foto: Viktor Axelsen/Facebook

En ambulance fragtede Viktor Axelsen fra hotellet til privatflyet. Derefter har en ambulance i Danmark kørt ham hjem.

Bakkes op af sportschef

Sportschefen i Badminton Danmark, Jens Meibom, bakker op om Viktor Axelsens beslutning.

- Han har fulgt alle gældende regler og retningslinjer og er nu hjemme, og det tror vi på, kan hjælpe ham i hans bedring.

- Det er vigtigt for Viktor at have muligheden for at træne og få det rigtige at spise i processen om at stå så stærkt som muligt frem mod OL, og det mener vi, at han kan komme til med den her beslutning, siger Jens Meibom.

181781302_312637696890962_6931663835268094202_n
Foto: Viktor Axelsen/Facebook

Flere danskere smittet

Da han lørdag havde spillet sig i finalen ved EM, afleverede han som sagt en positiv coronaprøve. Det betød, at han ikke fik lov at stille op i finalen mod landsmanden Anders Antonsen, som dermed blev europamester.

Flere andre danskere har også været smittet med corona under EM i Ukraine og har været i isolation.

En revidering af den gældende coronaprotokol har betydet, at både Rasmus Kjær, Joel Eipe og Mathias Thyrri kan komme tidligere hjem. De tre kan flyve, når de har været symptomfri i 48 timer og har afleveret en negativ test.

- Det skal selvfølgelig ske i henhold til alle gældende sikkerhedsforanstaltninger og retningslinjer, det er klart, og dem vil vi selvfølgelig leve op til.

- Det betyder meget for Badminton Danmark og for spillerne, at vi kan få dem sikkert og hurtigt hjem, så de kan genforenes med deres familier og nærmeste, ligesom de kan genoptage træningen på det Nationale Elite Træningscenter, siger Jens Meibom.

Daniel Lundgaard er allerede rejst hjem. Han har ikke været testet positiv, men var betragtet som nær kontakt til sin doublemakker Mathias Thyrri.

Oversigt

    Oversigt