Efter udmelding om udendørs stemmeafgivning: De fynske kommuner bekymrer sig om noget helt andet

Mandag aften meldte statsministeren ud, at en udendørs stemmeafgivning til kommunal- og regionrådsvalget skal være en mulighed. I de fynske kommuner er det dog ikke en udendørs afvikling, der bekymrer dem.

- Det er helt afgørende, at alle kan afgive deres stemme, og det alle steder kan ske på en både tryg og forsvarlig måde.

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) mandag på pressemødet og slutteligt henviste hun til, at man som stemmeberettiget har mulighed for at brevstemme helt frem til på fredag, den 12. november. 

Og det er netop den sidste opfordring, der placerer en rynke eller to hos nogle af de valgansvarlige i de fynske kommuner.

Travlt fra morgenstunden

I Svendborg fortæller valgchef Kim Christoffersen, at de forsøger at skrue op for mandsskabet og åbningstiderne på de steder, hvor man kan brevstemme i kommunen, men at ulempen, ved at folk drøner op til valgstederne nu, er, at de så ikke er herrer over hvor mange, der kommer:

- Vi har i princippet 47.000 mennesker, der potentielt kan møde op og vil brevstemme lige nu. Det er det værste scenarie, siger valgchefen.

quote Her til formiddag har der uden tvivl været mere run på efter aftenens udmelding og opfordring fra statsministeren.

Steen Møller, stasbschef, Middelfart Kommune

På Nordfyn har de tirsdag fået en smagsprøve på, hvad der eventuelt kan vente dem de næste dage, frem til at brevafstemningsstederne lukker på fredag.

- Der brevstemmes på livet løs, og vi kan virkelig mærke en øget interesse, fortæller Eva Skou Rasmussen, der er fuldmægtig i Nordfyns Kommune.

Og det samme oplevede stabschefen i Middelfart Kommune, Steen Møller, da han var forbi et af kommunens brevafstemningssteder tidligere i dag.

- Her til formiddag har der uden tvivl været mere run på efter aftenens udmelding og opfordring fra statsministeren, lyder det fra stabschefen.

I Svendborg er det netop tirsdag formiddags erfaringer, der bekymrer valgchefen i kommunen, Kim Christoffersen. Derfor håber han også, at de folk, der kan, vælger at stemme på selve valgdagen og ikke før, for valgstederne ér klar til at modtage og håndtere de folk, der kommer:

- Vi forbereder os på at gøre valgstederne så sikre som muligt på valgdagen, og det kan vi, fordi vi ved hvor mange og hvad, der venter os.

Et velkendt koncept

På pressemødet fortalte statsministeren, at Indenrigs- og Boligministeriet lige nu er i tæt dialog med sundhedsmyndighederne og kommunerne om nogle spilleregler på de kommunale valgsteder. Én af dem er muligheden for at stemme udendørs.

I de fynske kommuner skaber statsministerens ordre om muligheden for at kunne stemme udendørs dog ikke panik.

- Vi kender konceptet, og selvom der denne gang måske er flere, der vil stemme udendørs, end de andre gange, bliver det ikke et problem, understreger valgchef i Svendborg Kommune.

Og på Nordfyn stemmer de i.

- Vi er klar til at tage i mod, siger Eva Skou Rasmussen.

Selvom konceptet om at afgive sin stemme gennem en nedrullet bilrude er velkendt og -brugt, er de både i Svendborg og på Nordfyn klar over, at der om en uge kan være flere biler foran valgstederne, men det løser man med mere mandskab, flere transportable valgurner og et nødvendigt impulskøb.

- Vi har nødindkøbt en trådløs ringeklokken, så folk i bilerne, kan få fat i en valgvagt uden at gå ud af bilen, fortæller Eva og understreger:

- Der er tænkt mange tanker om det her.

I Middelfart skal valg-generalen onsdag på en inspiceringstur til kommunens valgsteder, men på det kommunale kontor har de allerede tænkt i alternative løsninger.

- Vi leger lidt med tanken om nogle caféborde ude i det fri, for hvis alle tænker, der er drive-in afstemning, så kommer der nok lidt lange køer, fortæller stabschef og ansvarlig for kommunalvalget i Middelfart Steen Møller. 

På grund af den stigende coronasmitte udsendte Indenrigs- og Boligministeriet i sidste uge sammen med Sundhedsstyrelsen en række aktuelle retningslinjer til kommunerne for sikker afholdelse af valget. Alle er tiltag, kommunerne kan vælge at tage i brug, og altså ikke noget, de er tvunget til på nuværende tidspunkt.

Mulige tiltag i forbindelse med stemmeafgivning til kommunal- og regionsrådsvalget