Eftersøgning på Storebælt indstillet

Der er ikke længere håb for at finde personen, der lørdag morgen blev set på Storebæltsbroen, i live. Derfor er eftersøgningen lørdag eftermiddag blevet indstillet.

- Vi har vurderet ud fra strømforhold og den tidsmæssige horisont, at det ikke længere er muligt at finde personen i live, siger Kim Munksgaard, vagtchef ved Fyns Politi.

Han oplyser, at otte timer er den længde, man maksimalt vurderer, at en person ville kunne findes i live, efter at have ligget i vandet.

Politiets tekniske undersøgelser har desuden bekræftet, at der sandsynligvis er tale om et selvmord.