Eik Bank-vidne: Müller fiflede med vores penge

Tidligere bestyrelsesformand og et meget klart Eik-bank-vidne skabte dynamik i ankesagen mod René Müller. Forsvarer mener fortsat, at ingen blev snydt.

Der er stor spænding om udfaldet af sagen mod René Müller, der i dag startede i Østre Landsret i Odense.

René Müllers forsvarer plæderede hårdt for, at hans klient skal frifindes, fordi ingen i realiteten er blevet snydt.

Godt nok betalte René Müller ikke de penge, han i  i slutningen af 2007 lånte af Eik Bank til handlen med Amagertorv 29 i København, tilbage til tiden.

De penge Müller fik i kassen fra salget af pantebreve til finansieringen af ejendommen, brugte han bl.a. til at betale selskabsskat.

Det var i strid med den såkaldte transportaftale, som Müller personligt havde kautioneret for.

Men sagen endte med, at både Fionia Bank og Eik Bank lånte ham 30 millioner kroner i en ny gældsaftale, så han fik afregnet gælden for det københavnske hussalg.

Og derfor er ingen blevet snydt, konkluderede forsvarer Jakob Lund Poulsen.

Müller havde købt ejendommen for 165 millioner kroner og solgte den inden for kort tid til et selskab i Andersen Ejendomme-koncernen for 220 millioner kroner.

Kreditchefen fra Eik Bank, Ole Hansen, der i byretten havde forholdsvis svært ved at huske detaljerne i sagen, var ualmindelig klar i landsretten i eftermiddag.

Han slog fast, at Müller fiflede med de penge, han havde fået ind fra salget af pantebreve, ved at bruge dem selv fremfor at betale Eik Bank med pengene.

Han slog også fast, at Eik Bank ikke havde fantasi til at forestille sig, at en ellers god kunde, ville begynde at bruge betroede midler på egne udgifter fremfor at afregne med Eik Bank.

Så ville man have taget helt andre sikkerheder.

Men Eik Bank overvejede aldrig at politianmelde Müller. Man fokuserede i stedet for på at finde en løsning.

Forsvaret stillede også med et nyt vidne i dag, nemlig Müller-koncernens tidligere bestyrelsesformand, advokat Erik Ellebye.

Han forklarede i retten, at Prio Fyn-koncernens økonomi var fremragende, indtil Jyllands Posten begyndte at skrive om overbelåningssager og Müllers ejendomme.

Efter artiklerne deltog han i møder i flere banker bl.a. Fionia og Jyske Bank, men det var et møde den 3. juni 2008, der sendte koncernen mod konkurs.

- Jeg deltog i flere høflighedsvisitter i forskellige banker, hvor vi forklarede, hvordan vi så på sagen, men da vi kom til Forstædernes Bank den 3. juni 2008 blev vi mødt med en utrolig aggressiv holdning. Man forlangte yderligere sikkerhed for allerede eksisterende aftaler. Det afviste jeg, og senere begærede de os så konkurs, fortalte Erik Ellebye.

Den anden del af sagen mod Müller handler om skyldnersvig for en million kroner. Müller blev i byretten dømt for at have taget malerier, B&O-anlæg og dyre møbler ud af sit eget selskab på bekostning af andre kreditorer.

Men forsvareren bemærkede, at ingen kuratorer havde forsøgt at få den disposition omstødt.

Sagen om skyldnersvig og sagen om underslæb er alene rejst af Bagmandspolitiet.

Anklageren, Andreas Laursen,  varslede fra morgenstunden, at det kan komme på tale at kræve en skærpelse af straffen, der blev på tre års fængsel i byretten.

Jakob Lund Poulsen forlanger frifindelse eller nedsættelse af straffen.

Onsdag er René Müllers tidligere økonomichef Carsten Pedersen, Nadja Glahn fra det tidligere Andersen Ejendomme og Müller-koncernens tidligere revisor Torben Wied indkaldt som vidner.

Der er afsat tre retsdage til sagen.

 

Hør businessredaktøren forklare sagen her.

 

Oversigt

    Oversigt