Ejer af stråtag: Vi frygter, at vores hus brænder ned

Pia Agger bor i et stråtagshus og hvert nytår frygter hun, at en nytårsraket vil ramme hendes hus. Det er ulovligt at fyre fyrværkeri af i nærheden af huse med stråtag. Men det er der, ifølge hende, ikke mange der er bevidste om.

- Jeg frygter, at der er nogen, der kommer til at fyre en raket eller et batteri af, og så ved en fejl skyder hen ved vores tag, forklarer Pia Agger, der bor i et stråtagshus i Fangel syd for Odense.

Hvert nytårsaften, hvor mange fynboer skal fejre det nye år med fyrværkeri, sidder Pia Agger og hendes familie tilbage med en stor bekymring.

Ifølge Pia Agger vil selve taget tage 20 minutter at brænde, og det vil tage brandvæsnet omkring 15 minutter at komme ud.

- Det er ikke så rart at skulle leve med den frygt, fordi nogle ikke lige tænker sig om nytårsaften, fortæller hun.

Familien forsøgte sidste år at sende breve ud til deres naboer for at gøre dem opmærksomme på problematikken. På trods af det, fandt hun raketdele i sin have.

- En dag vil det gå galt, og det vil være rigtig ærgeligt, siger hun.

Oversigt

    Oversigt