Ekskone udspørges i retten om mand tiltalt for terrorstøtte

Røvhul - sådan siger kvinde til sin eksmand, der på hendes computer downloadede materiale om Islamisk Stat.

Hjemme hos en 30-årig mand med afrikansk baggrund på Fyn har politiet fundet store mængder materiale, som anklagemyndigheden kalder ekstremistisk.

Manden er tiltalt for at have støttet Islamisk Stat.

Tirsdag har den 30-åriges ekskone vidnet i Retten i Odense. Hun havde ingen anelse om, at han skulle have sympati for Islamisk Stat, fortæller hun.

- Jeg var ikke blevet gift med ham, hvis jeg havde vidst, at han var interesseret i Islamisk Stat, siger hun.

Da hun bliver bedt om at beskrive sin eksmands tro, kalder hun ham for en moderat doven ramadanmuslim.

Da hun af specialanklager Klaus Lauridsen gøres opmærksom på, at eksmanden har benyttet hendes arbejdscomputer og downloadet materiale fra Islamisk Stat på den, kigger hun vredt over på den 30-årige og kalder ham et røvhul.

Kvinden beskriver selv, hvordan han lærte hende at bede, men aldrig tvang hende til hverken bøn eller at gå med tørklæde.

Parret blev skilt i sommeren 2020, efter at den 30-årige mand i december 2019 var blevet anholdt i en landsdækkende politiaktion. Lige siden har han været varetægtsfængslet.

Manden er tiltalt for flere forhold.

Han skal både have fremmet virksomheden for en terrororganisation og have forsøgt at yde økonomisk støtte til den.

I retten har anklageren blandt andet gennemgået materiale fra beskedtjenesten Telegram.

I beskederne er der blandt andet troskabserklæringer til ledere af Islamisk Stat. Og opfordringer til terror og henvisninger til tidligere terrorangreb i Vesten og deres vigtighed for Islamisk Stat.

Manden nægter sig skyldig.

Sagen begyndte 8. februar og ventes afsluttet 28. marts.

Oversigt

    Oversigt