Eksperiment: Sådan gik det, da 19-årige Julie skar voldsomt ned på sociale medier

En undersøgelse viser, at over halvdelen af de fynske gymnasieelever bruger mellem to og fire timer om dagen på sociale medier. Julie Jarl fra Mulernes Legatskole har sat sit forbrug voldsomt ned i seks dage.

Sociale medier er altid sammen med os. Vibrationerne med notifikationer og beskeder fra den elektroniske sutteklud i lommen holder kun pause, hvis man beder dem om det.

Men hvad ville der ske, hvis du fik at vide, at du sammenlagt kun måtte bruge 30 minutter på medierne Instagram, Facebook, Snapchat og Messenger?

Den udfordring har 19-årige Julie Jarl taget op. I seks dage har hun reduceret sit daglige forbrug af sociale medier fra tre-fem timer til blot 30 minutter. Udfordringen har vist sig at have gode og dårlige sider.

Fik lavet lektier i bussen

Julie Jarl er vant til at sidde i en bus tre timer om dagen. På turen er Instagram og Messenger altid trofaste medpassagerer, og tiden går ofte med at scrolle op og ned på skærmen. Men uden telefonen i hånden fandt Julie Jarl tid til andre ting.

- Jeg har overlevet en bustur uden at være på sociale medier. Det har resulteret i, at jeg i stedet for har fået lavet en masse lektier, så det er megafedt, siger den 19-årige gymnasieelev, før hun smiler og sender en thumbs up til kameraet på sin telefon.

Et voldsomt indgreb

30 minutter på sociale medier er en voldsom reduktion, når man er vant til at venner og familie færdes og dukker op på skærmen.

- Det er jo næsten ren matematik. En halv time til fire sociale medier, som er den primære sociale kontakt til omverdenen er meget lidt. Det er næsten helt umuligt. Det er jo kun 7,5 minut per styk, siger Lars Damgaard, der er journalistisk lektor og underviser i sociale medier på Syddansk Universitet.

Til gengæld kan Julie også vinde et udbytte af den reducerede tid.

- Julie bliver klogere på, hvad det gør ved hendes hverdag, og hvad det gør ved hendes opfattelse af verden omkring sig at skrue lidt ned for sociale medier, siger Lars Damgaard.

Beskeder på byturen

Den optimerede lektiemoral i bussen har været en gevinst af det reducerede SoMe-forbrug. Men livet er også andet end lektier, når man går i 3.g.

Når bassen brager på Blomsten og Bien, og mørket har lagt sig, er Snapchat og Messenger essentielle værktøjer til at holde løbende kontakt til veninderne. Undervejs i eksperimentet måtte Julie Jarl sande, at en butur en lørdag aften ikke kan harmonere med et SoMe-forbrug på 30 minutter. 

Julie Jarl fik ro i hovedet til at lave lektier i bussen, da hun ikke kunne være på sociale medier.

- Jeg har cirka ti minutter tilbage i dag, og det er jeg lidt nervøs for. Hvis jeg ikke må bruge Messenger, kan jeg ikke komme i kontakt med mine venner, så jeg er lidt nervøs for, at jeg kommer til at overskride grænsen i dag, siger en bekymret Julie Jarl til sit kamera under eksperimentet.

Næste dag vågnede Julie Jarl med SoMe-tømmermænd.

- I går var jeg i byen. Efter klokken tolv talte den jo også. Der var lige nogle ting, der skulle på plads i dag, så jeg fandt det lidt nødvendigt at bruge mere end de 30 minutter, siger Julie Jarl.

 

For Julie Jarl var det særligt svært at holde forbruget af sociale medier nede, når hun skulle med veninderne i byen.

 

Stof til eftertanke

Da eksperimentet nærmede sig de sidste dage, glædede Julie sig til, at det var slut. Det var stressende for hende at holde øje med, hvor højt hendes forbrug var, og hun følte ikke, at hun kunne få lov til at stresse af om aftenen ved at scrolle på Instagram. Til gengæld har hun fundet ud af, at hun ikke nødvendigvis går glip af noget ved ikke at være på sociale medier mange timer om dagen.

Oversigt

    Oversigt