Ekspert: Sparekassen Fyn kan få svært ved at overleve

Fyn kan snart blive en bank fattigere. Det spår en ekspert.

Ikke-konkurrencedygtige banker som Sparekassen Fyn og Danske Andelskassers Bank (DAB) får svært ved at overleve, hvis de ikke sadler om, skriver Finans.dk.

Bankerne har nemlig mere end 2,5 gange højere omkostninger til finansiering og aflønning af medarbejdere i forhold til balancen sammenlignet med eksempelvis Sydbank og Ringkjøbing Landbobank.

Det viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet.

- Hvis man har høje finansieringsomkostninger og flere medarbejdere pr. balancemilliard, bør man nok overveje sin forretningsmodel. Historien viser nemlig, at banker har svært ved at fortsætte som selvstændige, når det er tilfældet, siger Lars Krull, som er seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, til Finans.dk.

Sparekassen Fyns øverste chef er godt klar over, at banken ligger i den tunge ende, når det gælder konkurrenceevnen.

- Det er fortidens synder, som vi ikke helt har rystet af os, siger Flemming Bisgaard Nielsen, adm. direktør i Sparekassen Fyn.

Oversigt

    Oversigt