I stedet for at lade små, nedslidte landsbyer gå gennem en årelang, pinefuld dødskamp bør man hjælpe de svageste af dem til at dø.
Det mener to fremtrædende eksperter inden for udvikling af landdistrikterne - der huser cirka en million danskere.
- Det vil blive en smukkere død - og i sidste ende til fordel for alle parter - hvis man giver aktiv dødshjælp til de svageste landsbyer, siger Jørgen Møller, landsbyforsker på Aalborg Universitet til Politiken.
Formanden for regeringens Visionsgruppe for Landdistrikter, Søren Hermansen, er enig.
- Hvis fabrikken eller det andet, som en landsby i sin tid voksede op omkring, er væk, og man ikke har mulighed for at udvikle nyt, hvorfor skal samfundet så i disse krisetider opretholde dyr busdrift, hjemmehjælp og andre udgifter til at servicere ganske få mennesker?
- Så hellere give dem tilskud til at flytte til en nabolandsby, hvor der er chancer for vækst, siger Søren Hermansen til Politiken.
De to taler for, at landsbyer over hele landet går sammen i klynger, hvor man specialiserer sig i hver sit område: Den største landsby beholder måske en stor skole og sportshal, en anden satser på turisme, og en tredje på små iværksættere.
De mindste landsbyer på typisk under 50 indbyggere, der ikke kan finde en niche, må så opgive - og borgerne flytte 2-4 kilometer til en levedygtig nabolandsby.
Der er eksempler på, at landsbyer frivilligt har lukket forsamlingshus og skole for at samle alt i en lidt større nabolandsby; det er sket i Idom ved Holstebro.
By-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) afviser at hjælpe til med at lade landsbyer dø.
- Jeg går ikke ind for aktiv dødshjælp. Og det er i øvrigt ikke os på Christiansborg, der skal vurdere det, siger han til Politiken.