Eksperter udpeger fynbo som favorit i dansk All England-brag

Med kun ét nederlag i de seneste 42 kampe bliver Viktor Axelsen udpeget som favoritten i opgøret mod Anders Antonsen.

Den ene er forsvarende All England-mester. Den anden er regerende sæsonfinalevinder.

Nu står Viktor Axelsen fra Odense og Anders Antonsen fra Aarhus mod hinanden i dette års All England-semifinale.

Antonsen vandt det seneste indbyrdes opgør, som var i finalen i sæsonfinalerne i januar. På trods af den sejr skubber Antonsen alligevel favoritværdigheden i semifinalen over på skuldrene af sin landsmand.

- Jeg tager det som en spændende udfordring at skulle møde Viktor, som bekendt er i voldsomt god form og må nok også siges at være storfavorit til kampen. Så det bliver spændende. Jeg har tænkt mig at gå ind og give alt, hvad jeg har, siger Antonsen til TV 2 SPORT.

Nederlaget i sæsonfinalen var også et af de sjældne for Axelsen i det seneste år. Resultatlisten er 41 sejre i 42 kampe inden lørdagens semifinale.

Det får også TV 2 SPORTs badmintoneksperter til at pege på verdensranglisten nummer to.

Joachim Fischer:

- Jeg har Viktor som favorit. Kan man gå imod en mand, som har vundet 36 ud af 37 kampe?

Jim Laugesen:

- Jeg ser Viktor som favorit på grund af det, jeg så i kvartfinalen. Her viste han, at han kunne styre bagbanen.

Tine Baun:

- Viktor var i kvartfinalen ved at finde noget af den form, han viste i januar, hvor han spillede fantastisk Så jeg vil faktisk tro, han kan finde det frem igen mod Antonsen. Jeg vil umiddelbart sige, at Axelsen er favoritten, men omvendt går Antonsen ind til kampene og tror rigtig meget på det. Antonsen havde dog en hård kvartfinale, og bliver det en lang sejtrækker, så står Axelsen også med det bedste kort.

Vil finde sit højeste niveau

Storfavoritten hos eksperterne og modstanderen glæder sig blot til igen at stå over for sin landsmand,

- Jeg tror, vi begge altid synes, det er en speciel situation. Vi kender hinanden mega godt, og det er altid den snak, vi har, når man står to danskere mod hinanden. Hvem håndterer det bedst på dagen, hvem spiller bedst, hvem spiller klogest osv.

- Jeg vil gøre mit for at prøve at komme ind og finde mit allerhøjeste niveau. All England-semifinaler hænger ikke på træerne, så det er altid en fed oplevelse. Når der ikke er tilskuere, så gør det, at oplevelsen er meget anderledes, men det skal ikke tage noget fra den kamp. Den glæder jeg mig meget til.

Der står 3-3 i indbyrdes opgør mellem de to spillere. Viktor Axelsens seneste sejr over Antonsen var ved Denmark Open i 2019.

Oversigt

    Oversigt