Eksplosion i antallet af indbrud i biler

Indbrudstyvene i Odense har haft rigtig travlt den seneste tid. Alene i oktober har 249 bilejere fundet deres bil ribbet for værdier. Det er en stigning på en tredjedel i forhold til oktober sidste år. Nu skærper politiet indsatsen mod tyvene ved at stresse dem.

- Vores patruljer får nu en liste med navne og fotos af de mest aktive tyve. Dem skal de holde ekstra øje med det næste stykke tid, og hver gang de ser en af dem, skal de stoppe dem og spørge til, hvad de laver, siger Erik Halkjær, vicepolitikommissær, Odense Politi.

På den måde håber Odense Politi, at de kan prikke til tyvenes dårlige samvittighed og i øvrigt stresse dem til at lade være med at begå indbrud i biler.

Kortlægning af tyvenes mønster

Erik Halkjær er netop færdig med at kortlægge tyvenes indbrudsmønster. Det afslører, at der sker flest indbrud i biler i Odense centrum, og at det den sidste halvdel af oktober især er gået ud over håndværkere, der får stjålet dyrt værktøj.

Ellers er det mobiltelefoner, pc-udstyr, pda'ere og tasker, der forsvinder fra bilerne.

- Det er nemt og hurtigt at bryde ind ved at smadre en rude i en bil. Og det er let omsættelige varer, fortæller Erik Halkjær.

Tøm bilen før tyven

Odense Politi advarer endnu en gang - fristes man til at sige - bilister mod at lade værdigenstande ligge i bilen.

- Det kan blive dyrt. Forsikringen dækker for eksempel ikke mobiltelefoner, pc-udstyr og pda'ere, hvis ikke de har ligget i et aflåst bagagerum, siger Erik Halkjær.

Oversigt

    Oversigt