Emil Larsen vil blive i OB

Transfervinduet er stadig åbent, men nu siger OB's angriber Emil Larsen, at han foretrækker at blive i den stribede trøje.

I sommeren 2013 var han ellers på vej til Brøndby, men et dumpet lægetjek satte en stopper for Emil Larsens skifte væk fra OB. Nu siger kantspilleren til tv2.dk, at han gerne vil blive i det fynske.

- Jeg forventer helt klart at være OB-spiller i foråret, ellers havde jeg ikke stået her nu. Transfervinduet er selvfølgelig stadigvæk åbent, men jeg forventer stærkt at være OB-spiller, siger Emil Larsen til tv2.dk.

Emil Larsen har haft et succesrigt efterår, hvor han scorede tilstrækkeligt med mål til at blive nummer et på OB's topscorerliste, og han håber, at han kan fortsætte den samme positive udvikling i foråret.

- Mit efterår var helt fantastisk. Jeg udviklede mig rigtig godt og kom godt ind på landsholdet og fik spillet nogle gode kampe, som var et af mine mål. I det nye år håber jeg at kunne udvikle mig endnu mere, siger Emil Larsen til tv2.dk.

Den sportslige ledelse i OB håber også, at Emil Larsen fortsætter sit gode arbejde fra efteråret og i hvert fald spiller sæsonen færdig i den stribede trøje.

- Jeg synes, det ville være fint, hvis Emil Larsen blev i OB og arbejdede videre med de ting, han har gjort rigtig godt i efteråret, siger OB's sportschef, Jesper Hansen, til tv2.dk.

Han er dog klar over, at Emil Larsen er en af de spillere i klubben, som andre klubber kan have størst interesse i.

- Der er hele tiden nogle løse henvendelser, men ikke noget konkret. Så i forhold til det, forventer jeg, at Emil er her ind til sommer i hvert fald, siger Jesper Hansen.

Emil Larsen har kontrakt med fynboerne til sommeren 2016.

Oversigt

    Oversigt