Én har stillet næsten 1.000 spørgsmål: Så aktive har de fynskvalgte været på Christiansborg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Livet skal leves forlæns, men forstås baglæns. Derfor får du her sidste års statistik til at gøre dig klar til det kommende folketingsår.
Tirsdag begynder et nyt folketingsår, og derfor skal de fynskvalgte folketingspolitikere tilbage til hverdagen på Christiansborg. Og noget af hverdagen betyder byger af spørgsmål fra folketingsmedlemmerne til ministrene.
For Mikkel Bjørn (DF) betyder det nye folketingsår, at han skal stille hundredevis af officielle spørgsmål - igen! I hvert fald hvis han skal leve op til sidste års niveau.
Mikkel Bjørn har været flittig til at stille udvalgsspørgsmål i folketingsåret fra 2023 til 2024.
Fyn og øerne er repræsenteret af 15 medlemmer, og her tæller vi ikke Dan Jørgensen med, fordi han er på vej til EU.
TV 2 Fyn er til stede på Christiansborg og dækker begivenheden live. Indtil da kan du i denne artikel blive lidt klogere på, hvordan folketingspolitikerne forvalter deres tid bag de mørke mure på Slotsholmen i København.
Der er nemlig et væld af muligheder for folketingspolitikere, når de skal ændre på virkeligheden.
Og her kommer vi tilbage til Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, fordi han står bag en af de mest imponerende statistikker fra det forgangne folketingsår. Han stillede intet mindre end 935 udvalgsspørgsmål.
Hvad betyder begreberne?
Udvalgsspørgsmål:
Udvalgsmedlemmerne kan til ministrene stille skriftlige spørgsmål, som vedrører et forslag, udvalget behandler, eller et emne inden for udvalgets sagsområde.
§20-spørgsmål:
Et folketingsmedlem kan stille skriftlige spørgsmål direkte til en minister til skriftlig besvarelse og i sit eget navn. Spørgsmålene kaldes § 20-spørgsmål, fordi de stilles i henhold til § 20 i Folketingets forretningsorden. § 20-spørgsmål skal angå ministerens holdning. Ministeren skal svare inden for 6 hverdage.
Samrådsspørgsmål:
Et udvalgsspørgsmål, der stilles skriftligt og besvares mundtligt af en minister på et udvalgsmøde.
Mødet kaldes et samråd. Samrådsspørgsmål kan besvares på et åbent eller lukket udvalgsmøde.
Beslutningsforslag:
Et beslutningsforslag, dvs. et forslag til folketingsbeslutning, indeholder et klart formuleret politisk budskab om, at regeringen skal handle på et emne, f.eks. ved at fremsætte et lovforslag.
Kilde: www.ft.dk
- Vi stiller de spørgsmål, som vi synes er relevante, og hvor det er vigtigt at få undersøgt en sag. Vi bruger også spørgsmålene til at udforme beslutningsforslag, og det kan ofte også give anledning til en debat, siger Mikkel Bjørn (DF). Han tilføjer også, at han mener, at alle knap 1.000 spørgsmål har været væsentlige.
Den fynskvalgte politiker, der kommer tættest på Mikkel Bjørn (DF), er Victoria Velasquez (EL). Hun har stillet 287 udvalgsspørgsmål. Til gengæld er hun en af dem, der har stillet flest §20-spørgsmål. Det har hun gjort 43 gange. Men Mikkel Bjørn (DF) og Mai Mercado (K) overhaler hende med henholdsvis 49 og 45 spørgsmål.
Men den mængde §20-spørgsmål er imponerende, da de fleste fynskvalgte slet ikke har stillet nogen. Det giver god mening, fordi de er medlemmer af regeringspartier.
Forskel på, hvor kræfterne lægges
Man kan også søge indflydelse på den måde, som mange nok ser for dig, når de forestiller sig en folketingspolitiker på arbejde: Talerstolen.
Under forhandlinger og debatter kan en folketingspolitiker stå på talerstolen ved siden af Folketingets formand. Det har Karsten Hønge fra SF mest erfaring med fra det seneste folketingsår, hvor han stod der 213 gange. Det er klart flest gange af alle. Den tætteste forfølger er Erling Bonnesen (V) med 129 gange på talerstolen.
Men det giver god mening, fordi de begge har været ledere af forhandlinger. Ligesom en toastmaster oftere står op til bryllupper, står forhandlingsledere oftere op til forhandlinger.
Og det er et fint eksempel på, at der er forskelle på, hvordan de fynskvalgte folketingspolitikere fordeler kræfterne. Erling Bonnesen (V) bruger en masse tid på talerstolen, men han er til gengæld en af otte, der ikke er kommet et eneste beslutningsforslag.
Her er højdespringeren Alex Ahrendtsen (DF) med 42 beslutningsforslag, tæt forfulgt af Mikkel Bjørn (DF) og Victoria Velasquez (EL) på 40.
Herunder kan du se tallene for folketingsåret 2023-2024.
Det er værd at huske på, at disse tal ikke siger noget om antallet af gange, politikerne har været tilstede i deres valgkredse eller generelt gjort noget uden for Borgens tykke mure.
Du kan sammenligne statistik på de fynske folketingsmedlemmer her:
Statistikken er opdateret den 30. september.
TV 2 Fyn dækker også folketingets åbning med en særudsendelse fra 13.30 til 13.50. Hvor vi ser nærmere på demokratiets tilstand og vender statsministerens åbningstale.
Politikere beskylder vagthund for at kigge ud af vinduet
kopieret!
En vagthund er som regel sat i verden for at beskytte sine værdier med tænder og kløer.
Kommunernes vagthund bliver dog nu beskyldt for at se tamt til, og ligefrem selv gøre skade på de værdier, som den skal beskytte.
Sådan lyder kritikken fra to oppositionspolitikere i Langeland Kommune ovenpå historien om, at Langeland Kommune stadig ikke kan overholde loven, når den for eksempel tvangsfjerner børn fra deres forældre.
Kigger ud af vinduet
- Ankestyrelsen er jo inde som det offentliges vagthund. De skal sikre sig, at det er lovligt, det kommunerne foretager sig. Det gør man ikke, siger Søren Ramsing, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Langeland Kommune for Radikale Venstre.
Han kalder det rigtig trist læsning, at Langeland Kommune stadig ikke kan overholde loven i familieafdelingen, som TV 2 Fyn forleden kunne fortælle.
Det skriver en statslig task force nemlig sort på hvidt i et notat, som Ankestyrelse nu overvejer en tilsynssag på baggrund af.
- Altså jeg mener, at vi er ude et sted nu, hvor Ankestyrelsen for lang tid siden burde have tvunget Langeland Kommune ved for eksempel at at give dagbøder til de ansvarlige, siger Søren Ramsing.
Den statslige task force har arbejdet med at forbedre forholdene i familieafdelingen, siden Ankestyrelsen i november 2022 pålagde Langeland Kommune at gennemgå over 200 af afdelingens børnesager.
Noget som Søren Ramsing mener, at kommunen er sluppet alt for let afsted med. Han og andre oppositionspolitikere flere gange gjort opmærksom på, at kommunen ikke har lavet den gennemgang, som Ankestyrelsen bad om.
- Til det har Ankestyrelsen kigget ud af vinduet, og undladt at gøre det de burde gøre. Ankestyrelsen har ikke taget det her alvorligt, siger Søren Ramsing.
Han bakkes op af næstformanden i kommunens arbejdsmarkeds-, børne-, unge- og socialudvalg.
- Ankestyrelsen kommer med en løftet pegefinger her. Men der er altså nogle fingre, der bør pege tilbage på dem selv også, siger næstformand Jesper Skovhus (LA) og tilføjer:
- På et eller andet tidspunkt har Ankestyrelsen altså heller ikke gjort deres arbejde godt nok.
Minister vil ikke give bøder
En ting er sikkert.
Økonomiske sanktioner som dagsbøder kommer med stor sandsynlighed ikke til at ramme Langeland Kommune, selvom sagsbehandlingen fortsætter med at være på det nuværende niveau.
Det gjorde social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen klart i et samråd torsdag om situationen på Langeland.
- For mig så er økonomiske sanktioner ikke den rette vej at gå, lød det fra ministeren til et af de mange spørgsmål på samrådet om, hvorfor det ikke får konsekvenser for Langeland Kommune at bryde loven.
- Vi skal sætte ind, før kommunerne laver fejl. Blandt andet ved at sikre fagligheden i kommunerne.
Ankestyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2 Fyn om kritikken, men har givet et skriftligt svar.
“Tilsynet i Ankestyrelsens opgave er at føre et retligt tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. Tilsynet kan blandt andet udtale sig om lovligheden af kommunale dispositioner eller undladelser,” skriver Ankestyrelsen til kritikken.
Desuden understreger styrelsen, at den 3. november 2022 afgav en tilsynsudtalelse om lovligheden i Langeland Kommunes sagsbehandling i familieafdelingen, hvor den påpegede lovbrud.
Aktuelt overvejer Ankestyrelsen igen en ny tilsynssag.
Se billederne fra populært julemarked med ventelister
kopieret!
Både udstillere og besøgende valfarter til det traditionsrige Kulinarisk Sydfyns julemarked, hvor boderne bugner af økologiske og lokale produkter fra producenter i hele landet.
I år har projektleder Mikael Hansen måtte oprette venteliste, fordi flere, end der var plads til, ønskede en bod.
- Vi har udstillere, der allerede nu vil booke til næste år og næste år igen. I år har vi udstillere på venteliste, fortæller han.
Alene på de første to timer af fødevarejulemarkedet har der ifølge Mikael Hansen været 800 besøgende igennem.
- Det er jo fantastisk.
Kulinarisk Sydfyns julemarked finder sted lørdag og søndag.
Politiet indhenter "førerløs" bil efter kort biljagt
kopieret!
Det er endnu ikke sikkert, hvem der kørte den sorte Opel, der efter en kort biljagt på bare tre minutter blev smidt for enden af Skovhaven i Agedrup.
Klokken 02.10 ville politiet stoppe bilen, der manglede både forreste nummerplade og kofanger. Det ville føreren ikke.
Da politiet efter en jagt ad først Kertemindevej, så Græshaven, til højre ad Brolandvej og til sidst Skovhaven fandt bilen, var chaufføren væk.
Hundepatruljer på sporet
- Enten løber føreren fra bilen, eller også har han smidt sig om på bagsædet, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Johnny Müller.
I bilen befandt sig to mænd i 20’erne, og det vagtchefen betegner som en “større” kniv.
Begge mænd er sigtet for overtrædelse af våbenloven. Ingen er sigtet for at stikke af fra politiet. Endnu.
- Der er flere spor at gå efter. Blandt andet er der overvågning fra området, og vi skal afhøre vider. Vi har søgt med hunde og har ikke fundet noget. Det kan godtgøre, at ingen er løbet fra stedet, men vi skal stadig bevise det, siger Johnny Müller.
Begge mænd er løsladt efter anholdelse.
EHF hædrer afdøde Morten Stig Christensen med ærespris
kopieret!
Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) har hædret Morten Stig Christensen under finaleweekenden ved kvindernes EM.
Det skriver DanskHåndbold.
DanskHåndbolds formand døde pludselig af et hjertestop 1. november. Han satte et stort aftryk på håndbolden i hele verden, og derfor har EHF tildelt ham forbundets ærespris.
I samme ombæring har EHF besluttet at opkalde sine nye initiativer inden for breddehåndbolden efter Morten Stig Christensen.
- For at holde hans arv i live og i anerkendelse af hans indsats for håndbolden, er det nye EHF Grassroots Charter opkaldt efter ham og vil blive kaldt "Christensen Grassroots Charter", siger EHF-præsident Michael Wiederer.
Morten Stig Christensen blev 65 år.
Tyve stjal den forkerte telefon - nu kommer politiet med opfordring
kopieret!
Det er dumt at tage noget, der ikke dit. Det er endnu dummere at tage noget, der har indbygget gps.
Natten til lørdag spurgte en mand to andre om vej på Fisketorvet i Odense. I den forbindelse lod han de to mænd holde sin telefon, men i stedet for at vise vej på kortet, snuppede de telefonen og gik derfra.
Heldigvis havde telefonens ejer slået sporingsværktøjet Find my iPhone til, og politiet kommer nu med en klar opfordring til, at andre gør det samme.
Telefonen ringede på bagsædet
- Det er en fin måde at sikre sig selv. Det kan gøre, at vi kan fange gerningsmændene, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Johnny Müller.
Og det var lige præcis, hvad der skete kort efter klokken 04.30.
På grund af telefonens gps blev politiet ledt på sporet af en bil, der blev standset i Odense C.
- Vi spørger de to herrer, om de har en telefon, der ikke er deres. Det benægter de, men fordi Find my iPhone var slået til, kan man få telefonen til at afspille en lyd, og den lå så i bilen, fortæller vagtchefen.
Begge mænd blev anholdt, sigtet for tyveri og løsladt igen. Telefonen kom tilbage til rette ejermand kort tid efter.
Norsk fløjspiller savner familien og forlader Odense Håndbold
kopieret!
Odense Håndbold mister til sommer en af sine fløjspillere.
Når Malin Aunes kontrakt med den fynske klub udløber, skifter hun til Storhamar Håndball i hjemlandet Norge.
Det oplyser klubberne lørdag på deres hjemmesider.
Savnet til familien er en af årsagerne til, at højrefløjen nu vender snuden hjemad.
- Det bliver helt klart vældig trist at forlade det fantastiske hold, vi har her i Odense. Jeg har virkelig været glad for tiden, jeg har haft med pigerne og resten af klubben.
- Jeg har altid følt mig så velkommen og godt taget imod og mødt så mange fine mennesker her i Odense. Jeg skal virkelig nyde resten af sæsonen og give alt, jeg har, for at opnå de mål og drømme, vi har sammen, siger hun til Odenses hjemmeside.
Bliver savnet i Odense
Malin Aune har spillet for Odense siden sommeren 2023 og står noteret for 79 kampe. I dem har hun scoret 48 mål.
Sportsdirektør Trine Nielsen ser frem til at se 29-årige Aune på banen i den resterende del af sæsonen.
- Det har været og er en sand fornøjelse at have Malin i Odense Håndbold. Hun er indbegrebet af professionalisme og en ægte holdspiller.
- Hun vil blive savnet i klubben og ikke mindst i truppen, men jeg har hele tiden vidst, at Malin på et tidspunkt ville vende hjem til Norge efter mange år udenlands, siger Odenses sportsdirektør.
Ud over Aune råder Odense over den danske landsholdsspiller Andrea Aagot Hansen til højrefløjen.
GOG spiller sidste kamp i Gudme nogensinde
kopieret!
Der er sjældent et ledigt sæde at finde, når GOG spiller på hjemmebane i Gudme. Lørdag spiller de sydfynske helte for sidste gang i Gudme.
Efter VM-pausen flytter holdet efter mere end et halvt århundrede fra byen. Når Håndboldligaen genoptages til februar, hedder hjemmebanen Arena Svendborg. Det betyder, at endnu flere kan se de gulblusede spille håndbold.
I hallen i Gudme er der bare 1.350 siddepladser - det antal bliver mere end fordoblet i Svendborg. I Arena Svendborg vil 3.016 kunne heppe det sydfynske hold.
Den sidste hjemmebanekamp i Gudme bliver mod Skanderborg AGF. Kampen fløjtes i gang klokken 16 - formentlig til endnu en gang med fulde huse på lægterne.
Blæst påvirker trafikken
kopieret!
Det blæser igen op over Danmark, og det påvirker i øjeblikket trafikken på Langelandsbroen.
Vejdirektoratet melder på hjemmesiden trafikinfo.dk om kraftig blæst i begge retninger. Der er ingen restriktioner, men man skal dog være opmærksom på, at blæsten kan påvirke kørslen.
Blæsten forventes at aftage i løbet af lørdag eftermiddag.
Julemanden snød Amalie for 300 kroner og skuffede hendes børn - sådan undgår du jule-fup
kopieret!
Julen er hjerternes – og svindlernes – fest.
I 2023 blev flere fynske familier således snydt for både penge og julemandsbesøg.
En af de svindlede var Amalie Pedersen, som meldte sig ind i facebookgruppen Find din Julemand i håb om at gøre netop det; komme i kontakt med en rar, troværdig mand i rød jakke og hvidt skæg, som ville slå vej forbi hjemmet i Langeskov og overraske hendes to børn.
Men allerede i ugen op til juleaften begyndte rygterne at svirre i gruppen; der var ikke rent mel i alle juleposer.
Samtidig begyndte den julemand, Amalie Pedersen havde lavet en aftale med, at opføre sig underligt.
- En dag skriver han, at han har fået mange henvendelser, men også mange aflysninger, og derfor ville han gerne bede om et depositum.
Derfra tog det en ubehagelig drejning.
Brændt af på juleaftensdag
Amalie Pedersen og hendes mand endte med at overføre 300 kroner til manden. Da pengene var overført, svandt kommunikationen ind.
- I bagklogskabens lys var det naivt, når vi ikke kendte mere til ham, men vi var jo bare godtroende forældre, der ønskede at give vores børn en magisk jul.
Og så - klokken 16.30 den 24. december - kom den endelige aflysning.
Derefter forsvandt mandens facebookprofil, og det telefonnummer, han brugte, var pludselig deaktiveret, fortæller Amalie Pedersen.
Pengene fik hun aldrig retur, men det var heller ikke det vigtigste.
- Jeg blev megaramt. Det var ikke pengene, det handlede om, men det at blive snydt for noget, jeg skulle have glædet mine børn med.
Julemandens råd til at undgå svindel
Hos Dansk Julemandslaug er de bekendte med, at nogle kan finde på at snyde i julemandens navn.
- Vi tager stærkt afstand fra den slags. Vi mener, at en julemand skal være en glædegiver. Det er, hvad julen drejer sig om. Det er et af de vigtigste aspekter ved at være julemand, lyder det fra foreningens oldermand Henrik Krisitiansen.
Dansk Julemandslaug er en samling af professionelle julemænd, der hvert år bliver hyret til arrangementer og private julebesøg.
Henrik Kristiansen kommer nu med råd til, hvordan danskerne undgår at blive snydt på den store dag.
Et af dem er at få julemanden til at verificere sig med et billede og undersøge hans facebookprofil.
- På den måde kan du sikre, at det er en ægte profil, og at personen står ved, at de er julemand. De, jeg kender til, gør det tydeligt på deres profil, at de brænder for rollen som julemand.
Blæsevejr er godt nyt for dagens elpriser
kopieret!
Ugen har stort set været præget af fænomenet dunkelflaute, som er et tysk ord, der beskriver gråvejr og rolige vindforhold.
Det har sat pres på den grønne strøm fra sol og vind, og torsdag toppede elpriserne på 8,73 kroner per kilowatttime (inklusiv moms, men uden afgifter), skriver TV 2 Vejret.
Nu venter nogle blæsende dage og regnfulde dage, og særligt blæsten sender elpriserne et godt stykke nedad.
Lørdag kommer elprisen under 50 øre per kilowatttime.
En koldfront med regn bevæger sig over Fyn midt på dagen, så husk også regntøj, hvis du skal ud i det tidsrum.
Fødevarestyrelsen advarer hundeejere om tilbagekaldt produkt
kopieret!
Firmaet Chrisco A/S tilbagekalder Chrisco Tyggeruller med kylling.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse sendt til TV 2.
Virksomheden har fået indberetninger om adfærdsændringer hos hunde efter, at de har spist produktet.
De opfordrer til at kassere produktet eller aflevere det tilbage i butikken, hvor det er købt.