I det fynske folks tjeneste

Endnu en brand i Odense: Politiet undersøger fællestræk

Torsdag aften måtte Odense Brandvæsen igen rykke ud til en brand i Odense. Det er den tredje brand på et halvt døgn, og politiet kigger nu på, om der er mistænkelige omstændigheder.

1 af 2

Natten til torsdag måtte 64 beboere evakueres fra et plejehjem i Odense på grund af brand. Kort tid forinden var der anmeldt ild i taget over en produktionshal ved A/S Electro Service i Højme.

Og torsdag aften var der altså bud efter brandvæsenet igen. Klokken 21.24 så forbipasserende ild i Lindvedgaard på Lindvedvej 71 i Odense S.

Gården er ifølge politikommissær Carsten Arentoft muligvis ubeboet, og derfor er ingen personer kommet til skade ved branden.

- Men vi har folk alle steder nu. Både ved brandene fra natten til torsdag og ved branden i går for at undersøge, hvad der er årsag til brandene. Det er jo ikke normalt, at så mange ejendomme så tæt på hinanden, brænder på så kort tid, siger Carsten Arentoft til TV 2/FYN.

Branden på Lindvedgaard er slukket, og politiets bevogtning ophævet.