Endnu en gråvejrsdag til Fyn - dog holder det tørt

Solen er fortsat pakket langt væk, men til gengæld kan vi da glæde os over, at det torsdag vil holde tørt det meste af dagen.

De store, grå skyer hænger fortsat tungt over Fyn. Heller ikke torsdag skal vi forvente, at kinderne kan varmes op af en hidsig og insisterende vintersol.

Torsdag starter som en våd en af slagsen for fynboer på den vestlige del af øen.

- Regnvejret bevæger sig efterhånden længere vestover, så allerede midt på morgentimerne, bliver det sikkert tørvejr de fleste steder.

- Så en stor del af formiddagen og eftermiddagen får vi tørvejr, men gråvejr med temperaturer på to til tre graders varme med en let til jævn vind fra en østlig retning, fortæller TV 2 Vejrets Peter Tanev. 

Gråvejrsrekord

December kan dette år bedst betegnes som gråt - og knap så hvid.

De seneste 11 dage er det sparsomt, hvor meget fynboerne har set til solen. Faktisk er det så længe siden, at solen har haft kraft nok til at skinne igennem, at vi nærmer os en rekord i gråvejrsdage.

De kommende dage ser også grå ud ifølge prognoserne, og holder det stik, rammer Fyn 15 dage uden kig til solen, og så er rekorden slået.

TV 2 Vejrets hvidjulsbarometer er i øjeblikket på beskedne 11 procent. 

Oversigt

    Oversigt