Enkelte chancer for sol: Velkommen til en grå, men lun uge

Det bliver "gråt i gråt" fra ugens begyndelse, siger DMI, der til gengæld også forudser lune temperaturer.

Du kan godt glemme det. Der bliver ingen mulighed for at finde en solplet nogen steder i dag. Ugen bliver nemlig skudt i gang med klassisk, gråt efterårsvejr.

Det siger Bolette Brødsgaard, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen til Ritzau.

- Det bliver en rigtig grå og fugtig novemberdag denne mandag. Vi har lave skyer hængende over os i hele landet.

- Under dem er der fanget en masse dis og fugt, og der er også lokale tågebanker her til morgen. Hvis man er rigtig uheldig, kan de her tågebanker være der det meste af dagen, siger hun.

Til gengæld ser det ikke ud til at blive en særlig kold dag. Temperaturerne ligger således omkring 8-13 grader, og vind er der heller ikke meget af.

Solpletter forude

Men efter en mandag, hvor det bliver "gråt i gråt", ser det noget bedre ud både tirsdag og onsdag, vurderer Bolette Brødsgaard. Hun spår sågar, at en jagt på en plet med sol kan give pote.

- Tirsdag og onsdag har vi lidt mere heldet med os, og vi kan få noget mere tør luft ind over landet. Der skulle være chance for nogen sol. 

- Temperaturerne vil stadig ligge omkring de ti grader, siger hun.

Efter et par dage med chance for sol ...

Torsdag ser der dog igen ud til at trække skyer ind over landet, og derfor er det tirsdag og onsdag, man skal håbe på at se solen.

- Torsdag bliver det dog stadig med lun luft over landet og uden kraftige vinde. Og måske lidt højere temperaturer helt op mod 14 grader.

- Fredag kommer der igen en del skyer, og der kan komme lidt regn, siger Bolette Brødsgaard, og tilføjer, at man næppe behøver at bekymre sig om nattefrost i ugens løb.

- Der er ikke så stor sandsynlighed for, at vi får nattefrost. Vi er jo ellers nået til en årstid, hvor man skal holde øje med det. Men det bliver ikke udpræget i den her uge.

 

Oversigt

    Oversigt