Enkelte solstrejf kan trodse skyer og byger

Vejret fredag bliver med gråvejr og byger, men indimellem kan solen titte frem.

Der er ingen vej udenom. Weekendvejret begynder med gråvejr og byger. 

Til gengæld er temperaturerne ganske pæne for en maj, der ellers lagde fra i det kølige hjørne. Allerede fra om morgenen vil de ligge på 10-11 grader, og op ad dagen kan temperaturen blive helt behagelig.

- Så vi kan måske nyde, at temperaturerne faktisk - i forhold til, hvor vi lå i starten af maj måned - er oppe på de her 14-15 grader, siger TV 2 Vejrets Cecilie Hother.

Da regnen kommer som byger, vil der i løbet af fredagen også være perioder med solstrejf. 

- Og bryder solen igennem, kan temperaturen også få et lille nøk op, siger Cecilie Hother. 

Tåge tidligt på dagen 

Vindforholdene er ganske rolige, og derfor kan skyerne lægge sig som tåge først på dagen. 

- I de tidlige morgentimer kan der godt ligge lidt tåge, men det skal nok forsvinde meget hurtigt, som vi kommer ud på formiddagen, siger Cecilie Hother. 

Oversigt

    Oversigt