Er kærlighed ikke for drenge? Bibliotekers kønsopdeling under kritik

Dansk Kvindesamfund mener, at man fastholder børn i gammeldags kønsroller ved at opdele bøger i pigebøger og drengebøger.

Bibliotekshylderne er tydeligt mærket, så man ikke er i tvivl.

- Pigebøger og pigeserier, læser Louise Bro Davidsen højt, mens hun bevæger sig fra reol til reol.

Hun er forkvinde i Dansk Kvindesamfund Odense og styrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfunds landsorganisation. Og hun er stærkt kritisk overfor den særlige kønsopdeling af bøger, der ifølge hende sætter børn i bås.

- Problemet er, at det fortæller, hvad piger skal synes godt om, og at det er noget, drenge ikke skal være interesseret i, siger hun.

Bøgerne på hylderne kan for eksempel handle om venner, kærester, heste og dagbøger. Og når man tager alle de temaer og sætter på en pigereol, kan det ifølge Louise Bro Davidsen være forvirrende for både drenge og piger. De drenge, der har lyst til at læse nogle af bøgerne, kan føle sig på forbudt område. Og pigerne kan føle sig fastlåst i en stereotyp kønsrolle.

Louise Bro Davidsen fra Dansk KVindesamfund er kritisk overfor bibliotekernes opdeling af bøger i særlige pigeafdelinger.
Louise Bro Davidsen fra Dansk KVindesamfund er kritisk overfor bibliotekernes opdeling af bøger i særlige pigeafdelinger.
Foto: Morten Albek

Louise Bro Davidsen tager en bog med titlen 'Et stik i hjertet' frem fra pigehylden.

- Er det kun piger, der må læse det her, så? Det lyder som om, at dét med kærlighed kun er for piger, siger hun.

Louise Bro Davidsen har fundet bogen 'Et stik i hjertet' frem fra pigehylden som et eksempel på en bog, der lige så godt kunne interessere drenge.
Louise Bro Davidsen har fundet bogen 'Et stik i hjertet' frem fra pigehylden som et eksempel på en bog, der lige så godt kunne interessere drenge.
Foto: Morten Albek

Udbredt blandt biblioteker

TV 2/FYN har kontaktet hovedbibliotekerne i alle de fynske kommuner, og halvdelen har særlige reoler markeret med bøger til piger. Det drejer sig om Odense, Nordfyn, Kerteminde, Assens og Faaborg-Midtfyn kommuner.

På Nordfyns Bibliotek er man godt tilfredse med opdelingen. Der hedder det bare 'tøsebøger', og den er lavet udelukkende som en hjælp til børnene og deres forældre.

- Vores hensigt er, at det skal være let at finde for brugerne. Og derfor har vi samlet bøger om identitet, følelser, veninder, kammeratskab og om, hvordan det er at vokse op i en moderne familie, fortæller Anne Mach Rasmussen, der er bibliotekar på Nordfyns Bibliotek.

Anne Mach Rasmussen viser rundt i afdelingen med pigebøger på Nordfyns Bibliotek i Otterup.
Anne Mach Rasmussen viser rundt i afdelingen med pigebøger på Nordfyns Bibliotek i Otterup.
Foto: Morten Albek

- Men kunne man forestille sig, at flere drenge ville låne dem, hvis der ikke stod 'tøsebøger'?

- Nej, det tror jeg faktisk ikke. Det er bøger, der appellerer til piger. Det er det altså bare, siger Anne Mach Rasmussen.

Tid til en ny inddeling

Ann-Elisabeth Knudsen, der er lektor i dansk og psykologi og specialist i hjerneforskning, giver Dansk Kvindesamfund ret i deres kritik. 

Ann-Elisabeth Knudsen
Ann-Elisabeth Knudsen
Foto: PR-foto

- Tiden er til at emneinddele i stedet for at inddele efter køn. Selvom 80 procent af børnene følger, hvad vi traditionelt har tænkt om piger og drenge og deres hjerner og læring, så er der også piger, der vil føle sig forkerte ved at tage en drengebog. Og det er der jo ikke nogen grund til. Vi burde inddele efter emner, siger Ann-Elisabeth Knudsen.

På Nordfyns Bibliotek er Anne Mach Rasmussen ikke skråsikker på, at kønsopdelingen skal blive ved med at være der. Hun forholder sig bare til, at det er en opdeling, der lader til at virke og give mening for børnene, der bruger biblioteket.

- Biblioteket afspejler jo det samfund, vi lever i. Og da samfundet er i konstant forandring, så er vi det også. Opdelingen i sig selv fungerer, men det kan da godt være, man skal vurdere, om der er nye termer, der skal til, siger hun.

Anerkender kønsopdeling som et problem

På Odense Bibliotekerne har man for få måneder siden genåbnet biblioteket i nye rammer i Borgernes Hus. Men det har ikke givet anledning til at fjerne pigereolen.

Alligevel medgiver publikums- og hovedbibliotekschef Jens Bang Petersen, at der skal gøres noget ved det, da han møder Louise Bro Davidsen fra Dansk Kvindesamfund foran reolerne med de pastelfarvede bøger. Han anerkender, at kønsopdelingen er et problem.

- Jeg er sådan set enig. Piger og drenge må gerne have samme interesser. Jeg er sikker på, at der er drenge, der gerne vil læse nogle af de bøger, der står på pigebogshylden. Så for mig handler det ikke om, at vi går ind i begrebet kønsneutralitet. Vi går bare ind og formidler de emner, der er, siger Jens Bang Petersen.

Frivillige hjælper gerne

Når pigereolen har overlevet ombygningen og genindretningen i Borgernes Hus, er det ifølge hovedbibliotekschefen ikke en bevidst handling. Bøgerne kan sagtens inddeles på en anden måde på hylder og i databaser, men det er et tidskrævende arbejde at sætte nye emnemærker bag på bøgerne, så der ikke længere står 'pige'.

Det problem kan Louise Bro Davidsen godt se en løsning på.

- Vi har en del frivillige, som helt sikkert gerne vil påtage sig den tjans, siger hun opfordrende.

- Hvis I har lyst til at komme og sætte mærker på bøgerne, skal I være hjertelig velkomne, siger Jens Bang Petersen.

- Du har en aftale, erklærer forkvinden fra Dansk Kvindesamfund og afslutter sit kritisk indstillede besøg på Odense Bibliotekerne med et håndslag med hovedbibliotekschefen.

'Jeg er helt enig', siger Odense Bibliotekernes publikums- og hovedbibliotekschef, Jens Bang Petersen til kritikken fra Louise Bro Davidsen.
'Jeg er helt enig', siger Odense Bibliotekernes publikums- og hovedbibliotekschef, Jens Bang Petersen til kritikken fra Louise Bro Davidsen.
Foto: Morten Albek

 

Oversigt

    Oversigt