Erik Simonsen: Hold mund Kolind

Ny Alliances rådmand i Odense, Erik Simonsen, er grundigt træt af de offentlige slagsmål mellem partiets spidser oven på sagen om Jørgen Poulsens fratrædelsesordning i Røde Kors. Han forlanger nu, at Kolind holder mund.

- Det er træls at høre på, og nu må alle folk holde deres mund, lyder det fra Simonsen, der er en af partiets højest placerede medlemmer på kommunalt plan.

Erik Simonsens opfordring om at Kolind, Poulsen og Khader skal holde mund, kommer efter partiets spidser har haft et offentlig mundhuggeri efter at Jørgen Poulsen forlod Røde Kors med en aftrædelsesordning, der gav ham 750.000 kroner.

Rådmanden i Odense skiftede kort efter dannelsen af Ny Alliance fra De Radikale til det nye parti. Og selvom spidskandidaten på Fyn, Lars Kolind, nu skyder direkte på partiformanden, vil Simonsen ikke tage parti i sagen.

- Både Kolind og Khader skal holde mund, lyder det fra rådmanden.

Politisk kommentator Troels Myhlenberg fra SDU, kan godt forstå rådmandens ønske om at partiets spidser nu må holde mund. Han vurderer at den versernede sag kan give det nye parti uoprettelig skade.

- Lars Kolind siger, hvad han mener, og det må man jo gerne. Men som spidskandidat på Fyn har han en tillidspost, og man kan spørge sig selv, hvor længe man kan blive ved med at være folketingskandidat, når man kaster så mange problemer i favnen på sin partiledelse, lyder analysen fra Troels Mylenberg.

Oversigt

    Oversigt