Eriksen kan blive italiensk mester i dag: Ligegyldigt hvornår titlen kommer

Sassuolo kan søndag sende mesterskabet til Inter med fire runder tilbage ved at tage point fra Atalanta.

Efter lørdagens 2-0-sejr ude over Crotone er det nok ikke længere et spørgsmål, om Inter bliver italiensk mester i denne sæson, men snarere hvornår.

Faktisk kan Inters første mesterskab siden 2010 allerede blive en kendsgerning søndag eftermiddag, hvis Atalanta smider point ude mod Sassuolo.

Vinder Atalanta, kan Inter selv køre mesterskabet hjem på den første af fire matchbolde hjemme mod Sampdoria på lørdag.

- Det er lige meget, om det bliver søndag eller på lørdag. Vi må vente og se, siger Christian Eriksen til Inter TV.

Eriksen kom til at spille en stor rolle i lørdagens sejr. Danskeren blev skiftet ind ved stillingen 0-0 efter 65 minutter, og fire minutter senere hamrede han Inter foran med et skud fra 20 meters afstand.

- Det var et af de vigtige mål, da det bragte os meget tæt på mesterskabet, men det er ikke hjemme endnu.

- Ender det med at blive afgørende, vil det være sæsonens vigtigste mål, siger Eriksen.

Med nederlaget rykkede Crotone ud af Serie A, men bundholdet sprællede til det sidste.

- Det har været en lang og krævende sæson med mange kampe, der har været hårde som denne. Vi forventede en svær kamp mod et hold, der kæmpede hårdt for overlevelse, lyder det fra Eriksen.

Med fire runder tilbage har Inter 82 point foran Milan med 69 point, mens Atalanta, der mangler at spille fem kampe, på tredjepladsen har 68 point.

Juventus, der har vundet mesterskabet de seneste ni sæsoner, ligger nummer fem med 66 point inden søndagens udekamp mod Udinese.

Oversigt

    Oversigt