Espersen hjælper ikke konservative på Fyn

Politisk kommentator tvivler på, at fynske folketingskandidater vinder noget ved at blive set med De Konservatives formand, udenrigsminister Lene Espersen.

Lene Espersen er mandag på rundtur i Odense. Med sig har hun den unge folketingskandidat Mai Henriksen.

Dagens startede mandag formiddag på Tietgen Handelsgymnasium i Odense, hvor de to politikere kom med oplæg om uddannelsespolitik i en globaliseret verden og udenrigspolitik generelt.

Ferie og problemer

Men der blev også plads til debat, og på TV 2/Fyns spørgsmål: Hvad tænker du, når jeg siger Lene Espersen? svarer eleverne på Ttietgen Handelsgymnasium:

- Ferie, meget ferie og problemer!

- Det er ikke entydigt positivt for de lokale kandidater, at Lene Espersen kommer til Fyn med al den negative opmærksomhed, der er omkring hende for tiden, siger Fyens Stiftstidendes politiske redaktør, Troels Mylenberg.

Mai Henriksen glad for støtten

Mai Henriksen synes til gengæld, at det er godt, at Lene Espersen kommer ud og forklarer sig fremfor at blive væk.

- Jeg mener, det er en hetz mod hende, og jeg er rigtig glad for, at hun kommer og støtter mig, siger Mai Henriksen.

Oversigt

    Oversigt