Esther fra Sydfyn fylder 100: - Jeg har jo ikke regnet alder for noget

Fredag fyldte Esther Marie Jensen 100, og der tog hun hul på en weekend fyldt med fest.

Minderne er mange og gode. Faktisk er de så talrige, at Esther Marie Jensen ikke ved, hvor hun skal starte henne.

For når man fylder 100 år, så har man et bagkatalog, der er større end de flestes.

En af de dage, Esther Marie Jensen husker ekstra godt, er dog dagen, hvor hun blev gift.

- Martins familie var fra Jylland, og de havde aldrig været på Fyn, og vi hentede dem med vogn på Oure Station. Altså hestevogn, for dengang var der ikke rigtig biler, siger fødselaren.

Hun blev gift i 1943 under krigen, og ud over, at der ikke var så mange biler på vejene, var der også andre ting, der ikke mindede om i dag.

- Vi fik hjemmebrygget øl, og så slagtede minde forældre en gris. Der var ikke noget vin eller spiritus på det tidspunkt.

En god dag, husker Esther Marie Jensen det som.

Esther Marie Jensen ved sit bryllup i 1943.
Esther Marie Jensen ved sit bryllup i 1943.
Foto: Anders Høgh

Ordnede have til hun fyldte 90

Faktisk har den hundredårige et helt liv fyldt med gode minder, hvor hun levede som hjemmegående husmor, og hendes mand, der er gået bort, arbejdede som handelsmand, mens hun passede de fire børn.

En aktiv kvinde, som gravede have, selv efter hun rundede de 90.

- Jeg har jo ikke regnet alder for noget. Det er først nu her på det seneste, hvor jeg har nærmet mig de 100 år, og det er jo, fordi jeg har været så rask.

Esther Marie Jensens helbred har nemlig været med hende, og hun er stadig stort set selvkørende, fortæller hun. Med lidt hjælp fra børn og hjemmehjælpen.

126 fynske 100-årige

Fredag bliver fødselaren del af en klub, som er forbeholdt en stadigt stigende medlemsgruppe.

For befolkningen bliver ældre og ældre, og på Fyn findes der i skrivende stund 126, der er fyldt 100 år, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.


Dagen blev fejret med gæster og gaver.
Dagen blev fejret med gæster og gaver.
Foto: Anders Høgh

Faktisk sad der i Esther Marie Jensens selskab Knud, der også har levet i hundrede år. En god ven, som kan huske dengang fødselaren og han var unge og gik til bal.

Karen Andersen-Ranberg, der har forsket i 100-årige, er overlæge og forskningsleder, fortæller, at der er flere, der har det bedre som 100-årig, selvom mange også vil være lidt og meget syge.

- Når man sammenligner dem, der er født i 1895, med dem, der er født i 1915, så ser man, at dem fra 1915 er meget bedre på de daglige, almindelige færdigheder, siger hun.

Brev fra dronningen

Alligevel påpeger forskeren, at det, at vi alle sammen bliver ældre, især påvirker sundhedssystemet. For groft sagt kan flere unges medicinske behandlinger klares ambulant, hvor de ældre kræver flere sengepladser.

Esther Marie Jensen med sit brev fra dronningen.
Esther Marie Jensen med sit brev fra dronningen.

I det hele taget mener hun, at samfundet skal omstille sig til, at der er færre fødsler og flere, der bliver ældre.

- Når vi taler om folk, der bliver ældre, så er det jo værd at bemærke, at efterkrigstiden havde nogle af de største årgange. 1946 var den største fødselsårgang nogensinde med 100.000 fødsler, siger hun.

At man oplever, at der er så mange flere, der bliver 100 år, hænger sammen med, at flere klare sig igennem de ældre år.

- Det glæder mig også, at politikerne på Christiansborg er begyndt at tale om 80 plus i stedet for 65 plus, for det er der, vi er.

Den røde løber var rullet ud i dagens anledning.
Den røde løber var rullet ud i dagens anledning.

Karen Andersen-Ranberg siger, at den altovervejende vigtigste grund til, at folk bliver 100 år, er, at flere ældre klarer sig igennem deres 80’ere og 90’ere.

Ligesom Esther Marie Jensen fra Sydfyn, som nu kan glæde sig over en weekend, der byder på to fester, brev fra dronningen og besøg fra nær og fjern.

- Det kan næsten ikke blive bedre, lyder det fra en tydeligt rørt fødselar. 

Oversigt

    Oversigt