Et indbrud på Fyn kan koste en formodet tyv dyrt

Våbenskab med pistol, to rifler og et haglgevær forsvandt ved indbrud. Mistænkt er blevet fængslet.

Et indbrud i Haarby på Fyn i november kan udløse en straf, som er betydeligt hårdere end sædvanligt i den slags sager.

Den formodede tyv er ved et retsmøde tirsdag i Odense nemlig også sigtet for at have overtrådt straffelovens bestemmelse om besiddelse af skydevåben.

Årsagen er, at der ved indbruddet på Holmevej blev stjålet et våbenskab, som indeholdt to rifler, en pistol samt et haglgevær med tilhørende ammunition.

I Fyns Politi oplyser anklagemyndigheden, at der er rejst sigtelse efter straffelovens § 192 a, og her er minimumsstraffen fængsel i to år.

En mand omkring de 30 år er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger i sagen, men anklagemyndigheden ønsker ikke at oplyse, om han har tilstået eller om han nægter.

Desuden ønsker man heller ikke umiddelbart at oplyse, om ordensmagten har fået fat i de fire våben.

Politiet tror, at der var flere deltagere i indbruddet, hvor der også forsvandt et kænguruskind.