Få overblikket: Eventyrløbet er aflyst, men hvad med festivalerne?

Kan du regne med at skulle afsted, eller er billetten pludselig ugyldig? Her kan du se listen over fynske arrangementer, der aflyser på grund af coronavirus.

Opdatering: Alle arrangementer er aflyst
Clock23. sep 2020, kl. 19:48
Siden publiceringen af denne artikel, har statsministeriet på et pressemøde mandag 6. april fastholdt forbuddet mod store forsamlinger til og med august. Det betyder, sommerens fynske festivaler ikke kan afholdes som planlagt. Svarene fra arrangørerne i denne artikel er således ikke længere retvisende, da situationen har ændret sig. Vi henviser til nedenstående artikel i stedet.

Udbruddet af coronavirus sætter begrænsninger på hvor mange mennesker, der må samles ét sted.

Dermed bliver det noget nær umuligt at afholde mange af de store arrangementer, der hvert år samler fynboerne.

Torsdag morgen meldte Eventyrløbet ud, at de aflyser årets løb. Men hvad med Tinderbox, Grøn Koncert, Rock under broen og mange af de andre store fynske arrangementer?

Her kan du se listen over begivenheder og deres aktuelle status.

Eventyrløbet

Tidspunkt: 21. maj 2020
Status: Aflyst

Eventyrløbet meldte torsdag ud, at løbet ville blive aflyst.

 - Udviklingen i denne ulykkelige situation, som ikke ser ud til at aftage på nuværende tidspunkt, er blevet mere og mere omfattende, så vi har ikke set anden mulighed end at aflyse vores arrangement i år, siger løbsleder Poul Grenaa.

Eventyrløbet i Odense skulle efter planen afholdes 21. maj 2020. Det er fire dage efter Copenhagen Marathon, der også har aflyst.

Fyen Rundt

Tidspunkt: 8. maj 2020

Status: Aflyst

På grund af omstændighederne med COVID-19 virus og smitterisikoen ved at afholde store cykelløb, ser arrangørerne ingen anden mulighed end at aflyse, skriver Fyen Rundt på sin hjemmeside.

Løbet er Danmarks ældste cykelløb og samtidig det tredjeældste i verden.

Broløbet Storebælt

Tidspunkt: 20. juni 2020

Status: Ikke aflyst

- Efter planen skal vi løbe på Storebæltsbroen lørdag den 20. juni 2020. Den plan holder vi indtil videre fast i.

Sådan skriver Broløbet i en pressemeddelelse. De håber, at det med den nuværende indsats mod coronavirus fortsat vil være forsvarligt at afvikle løbet, men går det alligevel ikke, vil de i stedet afholde Broløbet Storebælt lørdag den 19. september.

Der tages endeligt stilling 20. april.

Heartland

Tidspunkt: 29.-31. maj 2020
Status: Ikke aflyst

På Heartlands hjemmeside oplyser festivalen, at "som situationen er på nuværende tidspunkt, vil de forebyggende restriktioner, der er gældende p.t., ikke påvirke afviklingen af Heartland til sommer".

Således forventer arrangørerne bag festivalen stadig, at der vil være musik og kultur ved Egeskov Slot denne sommer.

Det Fynske Dyrskue

Tidspunkt: 12.-14. juni
Status: Ikke aflyst

Arrangørerne bag Det Fynske Dyrskue har endnu ikke taget den endelige beslutning om, hvorvidt dyrskuet skal aflyses. I øjeblikket er det dermed stadig planen, at det skal afholdes som forventet.

Dyrskuechef Sara Ekknud Windell siger til TV 2/Fyn, at Det Fynske Dyrskue holder øje med myndighedernes anvisninger.

- Jeg tror på det endnu. Og det gør jeg, indtil det modsatte er bevist, siger hun.

- For hver dag, der går, falder sandsynligheden for, at vi kan gennemføre dyrskuet og for hver dag, der går, er det en dag mere, vi ikke sælger nogen billetter.

Sara Ekknud Windell afviser, at dyrskuet kan rykkes til nye datoer.

Rock under broen

Tidspunkt: 13. juni 2020
Status: Ikke aflyst

Formanden for Rock under broen siger til TV 2/Fyn, at arrangementet under ingen omstændigheder vil blive aflyst.

- Hvis vi får et påbud, finder vi en alternativ dato. Vores planlægning fortsætter ufortrødent, indtil vi hører andet, siger formand Bent Frandsen.

Derudover skriver Rock under broen på deres hjemmeside, at de følger situationen nøje. Brancheorganisationen, Dansk Live, er i løbende og tæt kontakt med de relevante myndigheder på sundhedsområdet.

"Vi fortsætter festivalforberedelserne og håber naturligvis, at festivalen 2020 gennemføres som planlagt", står der på arrangementets hjemmeside.

Tinderbox

Tidspunkt: 25.-27. juni
Status: Ikke aflyst

På deres Facebook-side oplyser Tinderbox, at de fortsætter planlægningen af Tinderbox som normalt.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Festivalen opfordrer interesserede til at følge med på Facebook-siden for de seneste opdateringer.

Langelandsfestival

Tidspunkt: 18.-25. juli
Status: Ikke aflyst

Langelandsfestivalen holder fortsat liv i håbet, og har således ikke aflyst sommerens festival, der afholdes 18.-25. juli.

"Vi fortsætter festivalplanlægningen som normalt, og vi vil de kommende måneder træffe beslutninger på baggrund af myndighedernes anbefalinger og krav", oplyser festivalen på sin hjemmeside.

Senest har Langelandsfestival tilføjet Kato og Sømændene til årets plakat, mens det samtidig bliver muligt at spille banko med Keld og Hilda.

I 2019 havde Langelandsfestivalen 25.000 besøgende.

Aerosmith

Tidspunkt: 21. juli
Status: Afventer

Formanden for Rock under broen, der arrangerer koncerten med Aerosmith den 21. juli i Middelfart, udtaler til TV 2/Fyn:

- Vi afventer bandets udmelding fra deres management. Det handler blandt andet om, hvorvidt bandet ovehovedet vil rejse rundt i Europa og om de kan komme ind i Europa.

Koncerten i Middelfart er den eneste koncert i hele Norden for den amerikanske rockgruppe, der har leveret hits som "Dream on", "Walk this way" og Diane Warren-pophittet "I Don't Want to Miss a Thing".

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Grøn Koncert

Tidspunkt: 24. juli
Status: Ikke aflyst

Hvert år tager Grøn Koncert rundt i hele Danmark med nogle af tidens mest populære musiknavne, og efter planen kommer festlighederne til Odense den 24. juli 2020.

Der er dermed over fire måneder til årets Grøn Koncert, der endnu ikke er aflyst.

"Vi ved ikke, om det til den tid er nødvendigt med ekstraordinære tiltag på grund af COVID19. I givet fald vil vi som arrangør handle derefter. Pt. fortsætter vi planlægningen af Grøn Koncert som normalt, og vi vil de kommende måneder fortsætte planlægningen på baggrund af myndighedernes eventuelle anbefalinger og krav", skriver Grøn Koncert på deres hjemmeside.

Skarøfestival

Tidspunkt: 29. juli-1. august
Status: Ikke aflyst

Arrangørerne bag Skarøfestivalen regner fortsat med at kunne byde på musik, mad og hygge denne sommer.

- Vi tror på, at vi må afholde festivalen i august, og arbejder ud fra det, selvom vi selvfølgelig ikke kan vide noget med sikkerhed. Vi har ikke ændret noget i planerne for selve afholdelsen af Skarøfestivalen 2020, skriver Lasse Bekker, der er indehaver af Kammerateriet Musik & Events, der arrangerer Skarøfestivalen, til TV 2/Fyn.

Ifølge ham vil Skarøfestivalen endda tilpasse sig de nye omstændigheder, hvis festivalen får lov at blive afholdt.

- Vi kan se, at mange får det svært økonomisk. Så vi gør mere ud af billige tilbud på festivalen, så man har råd til at holde familieferie herovre. Blandt andet billig morgenmad og billig familiemad på pladsen, oplyser han.

H.C. Andersen Festivals

Tidspunkt: August
Status: Ikke aflyst

Det er stadig planen at afholde H.C. Andersen Festivals som planlagt, når vi når august måned.

Det oplyser festivalens marketing- og kommunikationschef Rikke From Larsen i en sms.

- H.C. Andersen Festivals tager naturligvis regeringens udmeldinger om Covid-19 alvorligt og tager derfor alle de nødvendige forholdsregler, men arbejder derudover ufortrødent videre på at planlægge dette års festival i forventningen om, at situationen er normaliseret, når vi når den tredje uge i august, skriver hun.

H.C. Andersen Festivals finder sted i uge 34 og byder både på musik, dans, sang, mad og scenekunst.

Odense Havnekulturfestival

Tidspunkt: 30.-31. maj
Status: Ikke aflyst

Forberedelserne til årets havnekulturfestival i Odense er i fuld gang, og i skrivende stund er arrangementet endnu ikke aflyst.

Odense Kommune følger sundhedsmyndighedernes opdateringer tæt, fortæller kultur- og eventkonsulent Kristina Sjögreen.

Torsdagskoncerter i Kongens Have

Tidspunkt: Juli
Status: Intet oplyst

Odense Kommune er i færd med at overdrage de populære torsdagskoncerter til en ekstern part, der fremover skal drive arrangementerne i Kongens Have i Odense.

Den eksterne part er fundet, og kommunen er nu i gang med at færdigforhandle aftalerne. Hvem, der fremover skal stå for torsdagskoncerterne, er dermed ikke offentliggjort endnu.

Det bliver den kommende arrangørs ansvar at tage stilling til, om torsdagskoncerterne i juli 2020 skal aflyses på grund af coronavirus.

Sidste skoledag for 9. klasse

Tidspunkt: 20. maj
Status: Ukendt

Opdatering
Clock23. sep 2020, kl. 19:48
Opdateret med citater fra Kammerateriet, der arrangerer Skarøfestivalen.
Clock23. sep 2020, kl. 19:48
Artiklen er opdateret med den aktuelle udmelding fra Langelandsfestivalen.
Clock23. sep 2020, kl. 19:48
Artiklen er opdateret med skriftligt citat fra H.C. Andersen Festivals.

Artiklen opdateres ...

Oversigt

    Oversigt