Få overblikket: Familie stjal for 350.000 kroner i "usædvanligt udspekulerede" tyverier

Fire familiemedlemmer og en veninde stod bag omfattende og organiserede butikstyverier. Nu har de alle fået fængselsstraffe.

Knap 350.000 - eller mere præcist 347.597 kroner.

Det er pengesummen, som fem kvinder ved Retten i Odense er blevet kendt skyldige i at have stjålet varer for ved en lang række "usædvanligt udspekulerede" tyverier. 

Nu viser det sig, at der er meget tætte relationer mellem kvinderne. Der er nemlig tale om familiemedlemmer - to søskendepar og en veninde.

Det fremgår af domsudskriften fra Retten i Odense, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i.

To af kvinderne har chefstillinger, mens en tredje har en konsulentstilling i den samme mellemstore virksomhed med hovedkontor i Odense. Det drejer sig om to søstre og en kusine.

Den yngste af kvinderne er 31 år, mens den ældste er 37 år.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sådan snød de systemet

Kvinderne er alle dømt for - både alene og i forening - at have stjålet varer fra Coop-butikker på Fyn, Sjælland og i Jylland. 

De udspekulerede tyverier har alle fundet sted i Kvickly og SuperBrugsen-butikker i 2020 og er sket via Coops Scan & Betal app.

Kvinderne har stjålet fra butikkerne ved at scanne varer ind i to forskellige apps, sådan at en større mængde varer blev scannet ind på én app, mens en anden og mindre mængde varer blev scannet ind på den anden app. 

Herefter har kvinderne betalt for den lille mængde varer, forladt butikken og så annulleret den større og mere værdifulde mængde varer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ifølge domsudskriften var en butiksdetektiv 29. oktober 2020 på arbejde i Kvickly Høje Taastrup. Her fik butiksdetektiven øje på en mistænkelig adfærd hos to af de nu dømte kvinder. Han holdt derfor øje med kvinderne, og da de havde begået tyveriet og forlod butikken, pågreb han dem. 

Kun seks tyverier fandt sted efterfølgende. Alle blev begået alene, og fem af tyverierne blev begået af den samme person.

Fængsel og erstatning

De fem kvinder har alle fået fængselsstraffe på alt mellem tre til otte måneder. Kun kvinden, der har fået tre måneders fængsel, har fået fængselsdommen betinget. 

For de fire andre kvinder er hele eller dele af dommen ubetinget.

Tilsammen er de fem kvinder kendt skyldigt i 54 forhold af butikstyveri til en samlet værdi af 347.597 kroner. 31 af butikstyverierne er blevet begået i samarbejde med en eller flere af de nu dømte kvinder.

Kvinderne skal sammenlagt betale 189.206 kroner i erstatning til Coop Danmark.

De fem dømte kvinder har alle erklæret sig uskyldig og har anket dommen til Vestre Landsret.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt