Det bliver ikke Faaborg HK's hovedsponsor, der stikker en kæp i hjulet på et eventuelt samarbejde mellem Anja Andersen og håndboldklubben.
Sparekassen Faaborg har ingen indvendinger mod en ansættelse af Anja Andersen, selv om hun har været involveret i en del kontroversielle episoder både som spiller og træner.
- Vi blander os normalt ikke i, hvem der bliver ansat som spillere eller trænere i de klubber, vi støtter. I det her tilfælde stoler vi også på, at ledelsen bedst ved, hvordan man styrker talentudviklingen, og hvem der er bedst egnet til at stå i spidsen for projektet. Og hvis det bliver Anja Andersen, vil det da helt klart være med til at sætte Faaborg endnu mere på landkortet, siger Martha Petersen, der er udviklingsdirektør i banken.
Ifølge Fyens Stiftstidendes oplysninger er tanken, at Anja Andersen både skal være ansvarlig for talentudviklingen i klubben, ligesom hun skal træne klubbens herrehold, der lige nu spiller om oprykning til Jack & Jones-Ligaen.