Fængsel for transport af 70 kilo hash

En 34-årig mand fra Odense skal i fængsel i et år og seks måneder i en sag om 70 kilo hash.

Den 34-årige mand er dømt for to gange i september at have modtaget henholdsvis 30 og 40 kilo hash på Banegården i Odense. Senere har han overdraget den store mængde hash til nogle andre i Odense.

Han blev også dømt for at have haft en peberspray - en såkaldt CS-spray - i sit hjem.

Pebersprayen blev fundet i forbindelse med en ransagning i den 34-åriges hjem den 5. december 2018. Samme dag blev den 34-årige anholdt og varetægtsfængslet indtil den 6. december 2018.

Retten i Aarhus takserede fredag handlingerne med fængsel i et års og seks måneder.

Tilfreds med dommen

Anklager ved Særlig Efterforskning Vest, Morten Rasmussen, er tilfreds med dommen.

- Den domfældte afgav tilståelse i retten i dag omkring hans rolle i fordelingen af i alt 70 kilo hash i Odense-området. Jeg noterer mig, at det meget grundige efterforskningsarbejde i en sag af denne størrelse, endnu engang resulterer i, at der kan ske afgørelse af sagen som en tilståelsessag, ligesom det er sket i forbindelse med flere af sagerne i denne forholdsvis store sag om organiseret indsmugling af hash, siger Morten Rasmussen i en pressemeddelelse fra Særlig Efterforskning Vest.

Manden modtog dommen og blev løsladt efter dom.

Led i en større aktion

Sagen har baggrund i en større anholdelsesaktion den 7. marts 2018.

Her gennemførte Særlig Efterforskning Vest (SEV) en nøje planlagt og koordineret aktion efter mange måneders efterforskning.

Et større antal personer blev anholdt. Den 34-årige blev anholdt efterfølgende den 5. december 2018, da efterforskningen havde vist, at han havde en rolle.

En række af de øvrige anholdte har nu fået dom, men flere afventer fortsat en afgørelse.

Oversigt

    Oversigt